En skønne dag er en af de film, der glider ned som et glas køligt rosé en sommeraften – let, behagelig og uden de store overraskelser. Amélie Bonnins spillefilmsdebut er en fransk musicalfilm, der tør være både hverdagslig og sentimental, og som finder sin charme i de små øjeblikke frem for de store armbevægelser.

I centrum står Cécile, 40 år og gravid, fanget mellem drømmen om sin egen restaurant og det liv, der pludselig banker på i maven. Da hendes far bliver syg, må hun vende tilbage til barndomsbyen, hvor minderne ligger som støv i hjørnerne, og hvor en gammel kærlighed venter på at blive genopdaget. Det er en klassisk fortælling om at blive konfronteret med sine valg – og måske opdage, at man ikke længere er den, man var, da man tog dem.

Filmen bruger eksisterende franske og europæiske sange som følelsesmæssige markører, og selvom grebet fungerer nogenlunde, er det ikke altid lige velintegreret. Musikken bliver ganske vist aldrig larmende eller dominerende, men den efterlader heller ikke det stærke aftryk, filmen sigter efter. I stedet får vi små musikalske lommer, der forsøger at fremstå som naturlige udbrud af følelser, men som indimellem føles mere som små pauser i fortællingen end egentlige løft. Det giver filmen en jordnær tone, ja, men også en lidt forsigtig én, der ikke helt tør udnytte musicalformatets muligheder.

Men selvom En skønne dag er både sød og velspillet – især af Juliette Armanet, der har en naturlig varme på lærredet – så er filmen også forudsigelig. Den sorte humor, der dukker op i glimt, giver et frisk pust, men den bliver aldrig udforsket nok til at give filmen den kant, den ellers kunne have haft.

Det hele ender med at være en behagelig, men lidt ufarlig oplevelse. En film, man smiler af, men ikke nødvendigvis tænker videre over bagefter.

Filmen får tre stjerner ud af seks mulige for sin charme, for musikaliteten og for et varmt hjerte, men uden den dybde, der kunne have løftet den højere.