Filmen er en rå, dystopisk og mindre velafbalanceret efterfølger, der både fascinerer og frustrerer.
Den vil meget – nogle gange mere, end den kan bære – men formår alligevel at bevare en stærk
menneskelig kerne.

Fem år efter Clarke-meteorens ødelæggelser er Garrity-familien stadig fanget i en underjordisk
tilværelse i Grønland. Rationerne er for længst overskredet, vandet er på kanten, og den mentale
udmattelse er næsten værre end sulten. Filmen åbner i en verden, hvor overlevelse ikke længere føles heroisk, men nærmest nedværdigende som en evig, udmattende standby-tilstand, hvor alle
drømme om et rigtigt liv er sat på pause.

Da bunkeren til sidst falder, tvinges John, Allison og den nu teenager Nathan ud i en brutal og
ubarmhjertig rejse gennem en planet, der stadig bliver flået i stykker af meteorfragmenter,
ekstremt klima og desperat menneskelig grådighed. Rygterne om et frugtbart område i Frankrig
bliver et spinkelt, næsten desperat håb: et sted, der lige så meget er en projektion af længsel som
en reel destination.

Gerard Butler er fortsat filmens solide anker. Han spiller John som en fysisk og mentalt udslidt
mand, hvor heltemodet mere ligner stædighed end styrke. Morena Baccarin giver Allison en hårfin
balance mellem sårbarhed og stålfast beslutsomhed, og Roman Griffin Davis’ gør Nathan til
filmens følelsesmæssige katalysator. Hans nysgerrighed og længsel efter et liv, der aldrig fik lov at
begynde, skaber en skarp og troværdig generationskonflikt med forældrenes besættelse af
sikkerhed kontra barnets behov for en fremtid, der er andet end bare overlevelse.

Instruktør Ric Roman Waugh er stadig stærk, når det handler om fysisk intensitet og nærvær. De
bedste scener er koncentrerede som en desperat vandring gennem et ødelandskab, en
konfrontation med andre overlevende, der spejler familiens egne mørke sider, eller de stille
øjeblikke, hvor håb og resignation kolliderer i et enkelt blik. Visuelt og stemningsmæssigt er filmen
ofte isnende effektiv for man kan næsten mærke støvet i halsen og kulden i knoglerne.

 

Tematisk er idéen om migration filmens klare styrke – den handler ikke bare om at flygte fra noget,
men om at bevæge sig mod et Hvorhen? der ikke findes nogen garantier for. Skellet mellem at
overleve og at leve bliver ved med at presse sig på. Hvor den første Greenland var en stram,
pulserende katastrofeflugt, er Migration mere eftertænksom, mere desillusioneret. Den spørger:
Hvad gør man, når man har overlevet verdens ende – og opdager, at det sværeste først begynder
derefter?

 

Problemet er, at filmen vil favne både storladen katastrofeaction, postapokalyptisk road movie,
moralsk overlevelsesdrama og en intim familiehistorie på én og samme gang. Historien hænger
sammen, men føles mere løst skruet sammen end etteren. Der er passager, hvor filmen mister
fokus, og hvor de dramatiske højdepunkter ikke helt får den nødvendige tyngde, fordi den haster
videre til næste konflikt. Man mærker tydeligt, at ambitionerne er større end den tid og den
dramaturgiske disciplin, den faktisk har.

 

Alligevel falder filmen ikke i fælden som en tom, effektjaget efterfølger. Den
insisterer stadig på, at katastrofen kun er bagtæppe – det handler om mennesker, valg og
konsekvenser. Når den spørger: “Hvor langt vil vi gå – ikke bare for at overleve, men for at skabe
en fremtid, der er værd at leve i?”, føles det ikke som tom retorik, men som filmens egentlige
hjerte.

Filmen får tre ud af seks mulige