Den franske instruktør Jessica Palud har påtaget sig at lave en film om skuespillerinden Maria Schneider, som er kendt filmen ‘Profession: Reporter’ blandt andet. Filmen, det skal handle om nu,  hedder ‘Maria’ på fransk, og får den danske titel ‘Historien om Maria’. Historien er baseret på bogen fra 2018  ‘Tu t’appelais Maria Schneider’ (Dit navn var Maria Schneider), som er skrevet af Marias kusine Vanessa Schneider. Og det skal pointeres, at det i filmen er Maria Schneider selv der fortæller sin historie.

Vi er i filmverdenen i starten af 1970’erne. Maria Schneider, som bliver spillet af Anamaria Vartolomei, står som ung på egne ben uden et harmonisk forhold til hverken sin mor eller far. Hun er en aspirerende ung skuespillerinde. En dag skal hun indspille filmen ‘Sidste tango i Paris’, som bliver instrueret af Bernardo Bertolucci (Giuseppe Maggio), hvor Marlon Brando (Matt Dillon) har den mandlige hovedrolle. Det er ingen afsløring, at filmen tydeligvis har nogle grænseoverskridende scener, og at der i kulissen ikke er et sundt arbejdsmiljø, så at sige.  Scenerne i filmen og oplevelsen af at indspille dem sætter sig som dybe spor i Maria Schneiders liv både personligt  og professionelt. Her skal jeg tilføje, jeg ikke har set filmen ‘Sidste tango i Paris’ og kan derfor kun udtale mig om, hvordan jeg ser det i ‘Historien om Maria’.

Uden tvivl finder man filmbranchen og i andre hjørner af samfundet rapporter om seksuel chikane. Filmbranchen har især været inficeret af uønskede oplevelser på det erotiske eller seksuelle område. For eksempel er det Hollywoods historie, at det i filmbranchens unge dage handlede om, hvem der gik i seng med hvem for at få filmrolle og berømmelse – at det handler om sex og ikke det kunstneriske, er svært at komme til livs. Og i 1970’erne er det ikke anderledes, tyder det på, og langt senere i 2017 kom #MeToo-bevægelsen. Den blev lanceret online som en platform, hvor kvinder kan dele deres oplevelser med uønsket seksuel tilnærmelse. Og jeg tør godt påstå, at Maria Schneiders oplevelser i den grad er en fortælling, som #MeToo-bevægelsen kan tilføje til sin liste over eksempler.  Her hjemme i Danmark er der sagen for år tilbage fra Zentropa, hvor Peter Aalbæk står anklaget for sexchikane og magtmisbrug. Stadigvæk den dag i dag foregår meget af det samme i filmbranchen – for ikke at tale om nepotisme, som bliver diskuteret heftigt.

Der er min fornemmelse, at Maria Schneiders historie er vigtig at få fortalt for instruktøren. Jessica Palud var selv praktikant på en filmoptagelse med Bernardo Betollucci som ung. Der oplever hun ganske enkelt historien på en måde gentage sig. Det vil sige, uden at vide detaljer, handler det om en filmbranche, hvor mænd styrer, bestemmer og dominerer på godt og ondt. Det er lidet flatterende. Personligt ser jeg en filmbranche, som ikke er tynget af giftige relationer mellem kønnene. Jeg foretrækker historier, hvor respekt, forståelse og samarbejde er på dagsorden – det skal handle om kunst, videregivelse og underholdning i min bog. Derfor finder jeg ‘Historien om Maria’ relevant og vigtigt, som jeg håber kan skabe civiliseret debat og ændret handling mange steder.

Det er også Jessica Paluds ønske om ikke at dømme. Hun ønsker blot at fortælle historien ud fra Maria Schneiders perspektiv. Det er der kommet en film ud af, hvor man høj grad ser personerne klart og tydeligt. Det kommer fint frem,  at Maria Scneider, havde et svært liv efter hændelsen på mange områder. En ting er sikkert, Maria ønskede aldrig at tale med Bertolucci igen, og havde et, lad os sige, distanceret og skrøbeligt forhold til Marlon Brando. Sidenhen rejser Maria sig sammen med andre skuespillerinder, der fortæller, hvordan filmbranchen fungerer på den tid i forskellige interviews, og i egne interviews bruger hun blandt andet termen, at ”film er skrevet af mænd for mænd.”

En films emne kan være et man kan lide eller ikke – det kan også være ømtåleligt og på kollisionskurs. Det gælder for både publikum og skuespillere. I nærværende film  vil jeg tro, det for skuespillerne i dag kan have været svært at forene sig med emnet, og det som skal vises. Men et job er et job som skal gøres. Og alle skuespillere gør her et fantastisk arbejde. Anamaria Vartolomei får en karakter frem, som i den grad er plaget og som ryger ned i mørket. Jeg finder Matt Dillons skuespil ligger meget i øjnene. Det er som om, der strømmer konfliktfyldte tanker og følelser igennem hele ham.

Et kritikpunkt, som undgåeligt vil komme, er filmens biografiske vinkel. Der vil være nogen som siger, der mangler mere til historien om Marias personlige løssluppen og letlevende livsstil, der handler om før optagelserne til ‘Sidste tango i Paris’. Det kan selvfølgelig være relevant. Men jeg tænker, man har prøvet at fokusere på det som kommer efter filmoptagelserne og selve filmbranchen. Det kan i hvert fald være et glimrende diskussion punkt over cafébordet.

Nu er tiden kommet til at skulle give filmen nogle stjerner. Jeg ville ønske jeg kunne give 4,5 stjerner. Men det skal være et lige antal. Jeg vil derfor efter nøje overvejelse give filmen 5 små blinkende stjerner, da det giver  perspektiv og fortæller en historie om et emne, som filmbranchen mange steder i den grad lider under.