Den ikoniske tekst med filmtitlen overskygger bølgerne i anslaget, og mindre end ti minutter inde i filmen er man som publikum sendt tilbage til stemningen fra originalen. Efter 27 år fra originalen så dagens lys, bliver man plantet lige midt i en moderne horror udgave, som tager det hele til et nyt niveau.

Ava er tilbage i Southport til sin veninde Danicas forlovelsesfest med Teddy, det er første gang i lang tid hun skal se Milo, så hun vil gerne gøre lidt ekstra ud af det. De fire får en sjov aften og bliver hængende efter festen. Her møder de også en tidligere veninde, Stevie, som har haft et misbrug og været på afvænning. Det er 4. juli, og de fem har haft tradition for at tage op til det bedste udsigtspunkt for at se fyrværkeriet over Southport. Teddy har både drukket og røget, så da de er ved “Dødssvinget”, skal han spille med alle musklerne.

Det får fatale konsekvenser, og de laver en pagt om, at de aldrig fortæller det til nogen, ud over Teddys far Grant, fordi han kan få det til at forsvinde.

Vi møder Ava et år efter, hvor hun igen er på vej tilbage til Southport. Denne gang henter Milo hende i lufthavnen. Den polterabend, som hun skal til, viser sig at være Danicas – dog med en ny forlovet, Wyatt. Teddy er gået i hundene, er uvenner med sin far og bor nu på en båd. Til festen modtager Danica et brev, hvor der igen med den ikoniske skrift er skrevet et budskab. Nu sætter vennegruppen ind for at finde afsenderen, og det kaster dem tilbage til sagen 27 år forinden.

Byen har levet videre og har på en måde glemt alt det, som skete. Det har de to overlevende ikke, tværtimod. Julie James er flyttet væk og har gjort sine erfaringer til sin levevej ved at blive professor og lære andre om frygt og efterdønningerne ved traumatiske oplevelser. Ray er blevet i Southport og har åbnet sin egen bar på havnen.

Inden længe er det første mord sket, og nu går jagten ind på den, som vandrer rundt som Fisherman i knirkende gummistøvler.

Lydeffekterne får hvert et hår på kroppen til at rejse sig, de er så præcise og bygger frygten op. For man ved, at lige om lidt får man et chok, og når det kommer, så bliver man alligevel forskrækket. Der var en del mere blod og mere horror, end jeg lige forventede, så på den måde har instruktøren Jennifer Kaytin Robinson, der er blevet headhuntet til stolen af det tidligere producerteam med Neal H. Moritz i spidsen. Jennifer har gjort denne film til sin egen, og Moritz har forudset helt rigtigt ved at sætte hende i instruktørstolen. Hun tør at satse, uden at det bliver for vovet. De filmiske virkemidler er også værd at nævne, for de bliver brugt med en intensitet, som man i hvert fald ikke oplevede i de første film. Bl.a. en scene, hvor man ser et offer bagfra, og jo tættere man kommer på, jo mere oppefra ser man, hvad der er sket, hvilket giver et sus og lige minder om, at der er ekstra fare på færde.

Med denne blockbuster-gyser har de genoplivet horror-ikonet Fisherman og igen pustet liv i den følelsesmæssige vægt af Skyld og Hemmeligheder, som kan kaste grimme skygger på venskaber.

Filmen får fire anstændige stjerner ud af seks mulige.