Et intenst indblik i politiets blinde vinkler – og i den pris, sandheden kan koste.

Frankrig er et land i konstant spænding mellem befolkning og politi, og i denne film bliver netop denne konflikt skåret helt ind til benet. Demonstrationer udvikler sig til voldelige sammenstød, hadet til politiet vokser, og midt i kaosset står spørgsmålet: Er det et oprør mod politi eller samfundet – eller blot endnu et kapitel i en uendelig spiral af mistillid?

Filmen følger Stéphanie, efterforsker i politiets anklagemyndighed. Hun er metodisk, professionel og på sin egen stille facon en redningskvinde – ikke kun for den killing, hun samler op i en parkeringskælder, men også for de borgere, der håber på retfærdighed i et system, hvor loyalitet og ansvar ofte kolliderer. Hun vil gerne gøre det rigtige. Spørgsmålet er, om systemet vil lade hende.

En efterforskning uden klare svar
Sagen virker i starten enkel: En ung mand er blevet alvorligt såret under en demonstration i Paris. Men som Stéphanie gennemgår rapporter, vidneudsagn og mobiloptagelser, bliver det tydeligt, at sandheden ikke er entydig. Der er ingen klare beviser på ulovlig politivold – men der er heller ingen fuldkommen uskyld for alt efter hvilke øjne der ser, så opleves episoden dybt forskellig.

Da Stéphanie opdager, at den sårede demonstrant kommer fra hendes egen hjemby, får sagen en personlig dimension. Hun identificerer sig med ofrets mor, og som mor til en teenage­dreng mærker hun, hvordan objektiviteten langsomt udfordres af empatien. Det er en konflikt, Léa Drucker spiller med en præcision, der med rette har indbragt hende både César- og Lumière-priser.

Systemets selvbeskyttelse
Filmen stiller skarpt på det paradoks, instruktør Dominik Moll selv fremhæver: Hvordan efterforsker man en sag, når alle allerede har en mening om den? Og hvad sker der, når ansvaret måske ligger internt – hos kolleger, der helst ikke skal udstilles?

Filmens helt klare styrke er at den viser, hvordan sandheden kan være både til stede og utilgængelig på samme tid. Selv når beviserne findes, er det ikke sikkert, at nogen ønsker at bruge dem. Systemet beskytter sig selv, og Stéphanie må kæmpe mod både strukturer, forventninger og sin egen tvivl i rollen.

Stærk start – men mister lidt momentum
Filmens optakt er fremragende, og en af de scener som gjorde størst indtryk var hvor vi bliver præsenteret for forskellige stillbilleder fra dramatiske scener, og den underliggende musik skaber en intensitet, der straks vækker nysgerrighed. Efterforskningen er metodisk og realistisk, og Moll formår at gøre selv små detaljer betydningsfulde.

Men midtvejs mister filmen en smule luft. Den bliver lidt langtrukken, og tempoet falder så meget, at spændingen ikke helt kan bære hele vejen. Historien er vigtig og velspillet, men dramaturgisk kunne den med fordel have strammet op.

Et aktuelt og nødvendigt samfundsdrama
Interne Affære: Sag 137 er inspireret af virkelige sager fra perioden omkring De Gule Vestes demonstrationer, og det mærkes. Filmen er ikke kun en krimi – den er et spejl af en virkelighed, hvor perspektiv er alt. To mennesker kan se den samme begivenhed og nå vidt forskellige konklusioner.

Dominik Moll leverer et samfundsdrama, der tør stille de svære spørgsmål:
Hvem bærer ansvaret, når ingen vil tage det?
Hvad er sandhed, når alle har deres egen version?
Og hvad sker der med retfærdigheden, når systemet hellere vil beskytte sig selv end borgerne?

Filmen er ikke uproblematisk, men den er super vigtig. Den er stærkt spillet, særligt af Léa Drucker, og den giver et sjældent indblik i en verden, hvor objektivitet er et ideal, men menneskelighed er en uundgåelig faktor. Interne Affære: Sag 137 er et aktuelt, tankevækkende og relevant drama i vores tid.

Filmen får fire stjerner ud af seks mulige.