Nattevagten 2 lever for det meste op til forventningerne. Den giver én en gruopvækkende følelse af at være fuldstændig i kontrol, men efterlader en med den komplet modsatte følelse.

Filmens handling har en god, og på sin vis også rørende god, rød tråd til 1éren. Man følger Emma (Fanny Bornedal), der ikke kan få sin far Martin (Nikolaj Coster Waldau) til at åbne op om sin ungdom og om hvad der skete med hendes mor, der begik selvmord. Man mærker stærkt faderens traume, til noget ukendt han ikke vil snakke om.

Men en dag får Emma åbnet kassen med svarene på en hel masse af hendes spørgsmål, hun opdager nu alle detaljer om dengang hendes mor og far blev forsøgt myrdet imens hendes far arbejde som nattevagt på sygehusets kapelgang. Emma søger nu selv jobbet for at se om hun kan drage nogen paralleller til eget liv, men ender i stedet med at genstarter en nærmest forbandelse over hendes familie og tætte venner.

Et minus filmen har er en følelse af at man mangler en masse forhistorier på folk, den kunne godt bruge noget mere uddybelse omkring personer som f.eks. Bent (Casper Kjær Jensen), Rollen bliver spillet til perfektion, man er skræmt, man er en anelse kvalm og man får lyst til at kigge væk fra Bents gruopvækkende scener. Men hans forhistorie mangler. Hvorfor var han endt med Wørmer (Ulf Pilgaard), hvad fejler han? Man mangler historie på Wørmers datter (Sonja Richter) hvad er hun så vred over? Hvorfor den her hævntørst?

Slutningen af filmen er intet mindre end uforudsigelig. Efter alt det drama og thriller materiale men er gået igennem. Efter hele følelsesregisteret har været vendt på hovedet og filmen til tider giver en lyst til at græde og skrige, så sidder man med den største ”var det det, slutter det sådan!?” følelse når filmen sidste scene ruller over skærmen.

Filmen er god. Den grænser til tider op til et næsten overnaturligt niveau og man mærker den amerikaniserede gysergenre der krydses ind over, hvilket ikke altid er en dårlig ting.

Et kig værd hvis man kunne lide 1éren.