I 1972 skal et rugbyhold fra Montevideo i Uruguay til Santiago i Chile, men deres tur bliver skæbnesvanger da flyet styrter ned midt i Andesbjergene. Ombord var 40 passagerer og fem besætningsmedlemmer, hvoraf tre besætningsmedlemmer og ni passagerer dør i selve styrtet, flere dør efter kort tid af deres kvæstelser eller de meget lave temperaturer.

For nogle af de unge mænd er det deres første tur uden for Uruguay, de har sparet op og er spændte på at komme afsted. Deres holdånd skinner også igennem på filmen, så når det bliver svært så vil de kæmpe sammen, for det plejer de på banen. 

Naturen omkring flyvraget er de smukkeste sneklædte bjergtoppe så langt øjet rækker, og der er intet andet at se til alle sider. Virkeligheden går op for dem, og til at begynde med er de rationelle omkring ikke at spise for meget af de rationer de har samlet fra kufferter og tasker. De bliver delt ud så det passer, og sneen smeltes så de har vand at drikke. Dagene går og maden slipper op, til sidst går virkeligheden op for dem, de bliver nødt til at spise de døde for selv at overleve. Men kan de det ? Må de det ? Kan de komme i fængsel for selv at overleve ? 

På tragisk vis hører de i den hjemmebyggede radio og antenne at eftersøgningen efter dem indstilles, og så er det ikke længere et spørgsmål om blot overlevelse for de bliver nødt til at sagen i egen hånd for at finde hjælp til at redde hinanden. 

Filmen er så intens og skræmmende. Den er filmet virkelig smukt, lydsporet er meget nedtonet og klæder filmen virkelig godt. Samtidig er jeg ret vild med fortæller niveauet for det virker til vi er inde i hovedet på karaktererne og kigger ind i de udmattede, skræmte og eftertænksomme øjne, hvor sandheden, og i nogle tilfælde opgivelsen findes. Det er en stærk film som rammer noget i mig, derfor vil jeg gerne give den 5 ud af 6 stjerner. Så jeg forstår godt at filmen kunne være et bud på en eller flere Oscar nomineringer.