Rose

Lavmælt men uforglemmelig. Sådan vil jeg beskrive Rose (2026).

Filmen er et sort-hvidt historisk drama om en kvinde, der antager en mands identitet i en protestantisk landsby i Tyskland. Den slående kinematografi og den forvandlende makeup skaber utroligt stærke billeder, hvor skuespil og æstetik smelter sammen under et kunstneriske blik. Dermed bliver Rose en knusende skildring af kønsroller, identitet og de vidtgående skridt en kvinde må tage for at overleve i en mandsverden, hvor ”frihed findes i bukser.”

Rose drager på virkelige historiske beretninger om kvinder, der i det 17. århundrede og tidligere antog mandlige identiteter for at gøre tjenester som soldater, eje ejendomme eller opnå personlig og økonomisk frihed. Netop alt dette ser vi Rose – spillet fænomenalt af Sandra Hüller – gøre, hvilket er hvad overbeviser en lille landsby om hendes identitet som mand. En hemmelighed, som aldrig holdes tilbage for publikum.

Filmen finder især sin inspiration fra Catharina Lincks (som gik under mande-navnet Anastasius Rosenstengel) virkelige liv. Rose tager Rosenstengels liv, men den de-seksualisere og de-transere det. Ved at cis-normalisere hovedpersons identitet fjerner filmen alt tvetydighed, som den efter min mening ville have gavnet af: det ville have givet publikum mere rum til egen-fortolkning, noget der ville have bragt Rose ud over dominerende narrativer.

Og det er her, at filmen falder lidt jords for mig; Jeg ville gerne have set, at den havde turdet mere.

For selvom den reflekterer om nutidens debatter om køn og identitet stiller Rose spørgsmål til hvad det vil sige at være mand og at være kvinde; om hvorvidt der findes det som eksisterer udenfor det binære, så er det de ciskønnet og heteroseksuelle publikummer som bliver imødekommet mest, da Rose ikke formår at gøre noget nyt.

Trods de filosofiske og politiske temaer er Rose ikke en tung film. Under filmens 90 minutter spilletid eksisterer en humor og legelyst, som giver filmen en lethed, der gør at Rose ikke er nær så svær at sluge, som jeg ellers havde frygtet at den ville blive. Det er særligt gennem Caro Brauns karakter, Suzanna, og hendes forhold til Rose, at man alligevel sidder med et smil på læben. Suzanna er naiv men åbenhjertelig og som Rose begyndte at holde af hende, så gjorde jeg ligeledes.

Selvom Caro Braun gør det godt, er det tydeligt, at det er Sandra Hüller som er stjernen. I de store scener er man ikke i tvivl on hendes evner, men det er i de stille øjeblikke – som Rose er fyldt med – at hun virkelig viser sit fulde talent. Det er helt forståeligt, hvorfor Hüller har fået den ros hun fik ved Berlins internationale filmfestival, hvor hun vandt Sølvbjørnen for bedste kvindelige hovedrolle. Man kan godt tænkte, at hvis Sandra Hüller havde været amerikanere, vil hun have været en af de største skuespillernavne i vore tid.

Men mere end Hüller var det det visuelle som imponerede mig. Kostumer, make-up og sets er alle blændende. Mest betagende var nu kinematografien. Filmens fotograf, Gerald Kerkletz, formår at få det bedste og meste ude af hvert eneste stillbillede, som hvert kunne stå alene som et imponerende fotografi. De sort-hvide billeder skaber noget råt og smukt og fungerer som filmens følelsesmæssige sprog, der spørger om vi som mennesker formes af os selv eller af andre og verden omkring os.

Selvom filmens emner er interessante for mig og jeg ser det visuelle som gribende flot, erkender jeg, at Rose i alt ærlighed nok ikke er film for alle – netop af de selv samme grunde som betager mig.

For det er en film, hvor stilheden taler højest og langsomhed fører plottet frem. Her flettes følelser og filosofi sig sammen: en kombination, som efterlader publikum en smule urolige og utilpasse, men uden at det nogensinde står i vejen for nysgerrigheden om karaktererne og deres verden. Filmen eksisterer måske mere for at reflektere os selv og vores verden end for at underholde.

For mig var Rose gennem Sandra Hüllers fremragende præstation og filmens imponerende visuelle elementer en stærk og gribende fortælling om identitet, køn og samfund der er værdi, relevant og nutidig at se.