Street Fighter

Kalder alle fans af spillet ‘Street Fighter’ til live-action film.

Filmen får premiere den 15. oktober 2026 i de danske biografer. Det skal allerede nu siges, at denne anmelder aldrig havde hørt om spillet før. Jeg så filmen ene og alene på grund af min filmentusiasme. Det bliver derfor kun skrevet ud fra, hvordan jeg mener filmen fremstår. Som fan og indgående kender af dette univers, skal man også være klar over, at filmen ikke forholder sig en til en til dette. Man har ganske enkelt tilpasset det til en spillefilm. Det skal i min optik ikke afholde en fra at gå i biografen og blive underholdt af skuespil, musik og kampscener.

Selve historien i filmen ‘Street Fighter’ er lige til. Det er gået mange år, siden Ryu (Andrew Koji) og Ken Masters (Noah Centineo) har set hinanden. De er fosterbrødre, som blev opdraget af Sensei Gouken – og ikke mindst oplært i ædel kampsportskunst. Nu i 1993 lever Ryu et anonymt liv, og får sine penge ved at sælge ramen fra en madvogn han trækker rundt på. Dette beskedne liv er der en grund til. Ryu besidder den enorme kraft, der hedder Hado. Den  må og skal han tøjle. Ken Masters tjener penge på at kæmpe i forskellige sammenhænge, hvor han laver underholdning og et show for publikum. En dag inviterer Lord M. Bison til et nyt og stort kampsportmesterskab ved navn ‘World Warrior Tournament.’ Han inviterer mange forskellige. Værten viser sig at være ufin i kanten, og han spiller ikke rent spil. For ham er det Hado-kraften, som trækker, og den vil stjæle fra dem alle.  Ryu viser sig at være den stærkeste. Han er ikke let at overtale til at deltage i det omtalte sportsevent. Der er flere, der må overbevise ham om at være med. Kort sagt, der skal noget ekstraordinært til, så at sige.

Musikken man har valgt til denne film, fangede mig. Der var velkendte sange, og den rytmiske musik fik foden til at følge takten. Så vidt jeg kunne se, var der flere i salen som rokkede med og nød musikken. Nu er jeg ikke ekspert på en films kampscener. Dog vil jeg sige, at mange af disse scener var generelt underholdende (lad mig kalde det falden på halen humor) lige så vel som eksplosive med vældige stunts. Det er, og som jeg forstår det, så har enhver karakter bibeholdt sin særlige kampstil og baggrund. Det vil sige, man som fans kan nikke genkendende til dette fra spillene. Der er lavet research på dette, og det fremstår trofast og meget sprængfyldt, som det efter sigende skal.  

Skal jeg, som kvinde, sige noget om skuespillet og karaktererne, er det anden sag. Karaktererne og mændene i denne film, viser evner ud i at få et slag ind for at lægge sin modstander ned. Det fungerer i min verden. Det, jeg ikke finder særlig flatterende for filmen, er, at den fremstår ekstremt macho og lidt for homo-agtig frem for at fokusere på bromance. Den fornemmelse fik jeg især ved brugen af sangen ‘It’s Raining Men’. Jeg mener, dette til trods en kvindelig karakter får skærmtid. For mig ligger filmen på kanten, som om den ikke kan bestemme, hvad den vil være. Samtidig kan dette være et punkt, som filmkammerater kan diskutere bagefter. De fleste skuespillere overdriver, og de er teatralske. Det kan man sige, det passer til spillets karakterer. Det er også på linje med animationsscenerne, som fungerer som flasback. I hvert fald giver det publikum noget at smile og grine af, og man forstår, dette er et skørt absurd stykke fiktion.

I min optik fremstår filmen underholdende med overdrevet skuespil. Filmen henvender sig primært til mænd og fans af spillet ‘Street Fighter’. Alligevel, hvis man er til action og kampscener, hvor man flyver rundt i luften, kan jeg klart sige, at filmen skal ses i biografen. Af mig får den 4 ud af 6 mulige stjerner.