30 år efter den første Screamfilm ramte biograferne, får vi nu den syvende film i rækken — og denne gang med ingen ringere end Neve Campbell og Courteney Cox tilbage i de bærende roller. I en tid hvor true crime‑bølgen fylder alt fra podcasts til foredragssale, tager Scream 7 denne fascination til et endnu mere ekstremt niveau.

Filmen introducerer “The Marcher Murder House Experience”, et afsidesliggende hus, der er en tro kopi af et ikonisk mordsted, hvor gæster kan “bo” og deltage i en makaber leg om at undslippe Stab‑universet. Det er både absurd, satirisk og skræmmende — en selvbevidst reference til gysergenren, som Scream‑franchisen altid har leget med.

I dette slasher‑comeback får vi en særdeles blodig og visuelt intens udgave af den ikoniske morder med spøgelsesansigtet. Neve Campbell vender tilbage som Sidney Prescott, der efter mange års kamp har forsøgt at skabe et stille liv i en forstad. Men hendes mørkeste frygt vækkes til live, da hendes datter bliver det næste potentielle mål. Eller gør hun? For at beskytte sin familie må Sidney konfrontere en fortid, der aldrig har været et samtaleemne over middagsbordet. Filmen viser tydeligt, hvordan gamle traumer stadig ligger lige under overfladen — selv i noget så simpelt som tøj og genstande, der vækker minder.

I caféen “The Little Latte”, som Sidney bestyrer, får vi et indblik i hendes forsøg på at skabe en hverdag, der føles normal og tryg. Det er et lille frirum, hvor hun kan gemme sig bag rutiner, kaffe og smil til stamkunderne. Men under overfladen balancerer hun konstant mellem fortidens traumer og ønsket om at være et stabilt holdepunkt for sin datter. Hjemme ser vi en mor, der sætter sin familie over alt andet — en kvinde, der kæmper for at holde sammen på både fortid og nutid, selv når minderne bliver så tunge, at selv små ting i hjemmet kan vække ubehag. Det er tydeligt, at Sidney forsøger at beskytte Tatum mod alt det, hun selv har været igennem, men samtidig ved hun, at sandheden ikke kan skjules for evigt.

Isabel May giver Tatum en blanding af sårbarhed og teenage‑trods, og deres forhold bliver et af filmens mest menneskelige elementer. Vi får de klassiske “cringe” øjeblikke mellem mor og datter — de små akavede scener, hvor Tatum ruller med øjnene, trækker sig væk eller bliver pinligt berørt over sin mors forsøg på at være nærværende. Men under det hele ligger en tydelig varme og et stærkt bånd, som filmen bruger til at vise, hvad der egentlig er på spil. Ikke bare kampen mod spøgelsesansigtet, men kampen for at bevare en familie, der allerede har været igennem mere end de fleste.

Courteney Cox dukker op med sin velkendte Gale‑energi, og som altid kan hun ikke lade være med at blande sig. Hendes rolle bliver på sin egen måde det, der binder historien sammen, fordi hun — selvfølgelig — stadig jagter det interview med Sidney, hun har været ude efter siden begyndelsen. Hun kommer ind som den evige journalist, der aldrig helt kan slippe sagen, og hendes tilstedeværelse skubber både handlingen og Sidney fremad, uanset om Sidney har bedt om det eller ej.

Filmen rammer også direkte ned i den aktuelle debat om deepfakes og kunstig intelligens, men gør det gennem karakterernes egne oplevelser. Teknologien bliver et nyt våben i spøgelsesansigtets leg, hvor manipulerede videoer, forfalskede stemmer og digitale illusioner skaber tvivl mellem selv de tætteste relationer. For Sidney og Tatum betyder det, at de ikke længere kun må frygte en fysisk trussel, men også en digital skygge, der kan forvride sandheden og sætte spørgsmålstegn ved, hvem de kan stole på. Det giver historien en ny form for paranoia, hvor selv det mest troværdige bevis kan vise sig at være fabrikeret — og hvor virkelighed og manipulation glider faretruende tæt på hinanden.

Som altid er lyd og effekter med til at understrege slasher‑genren, og Kevin Williamson formår at krydre det hele med det, jeg vil kalde “slasher‑humor”. Flere scener er så overdrevne, at man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet eller ryste lidt på hovedet — for her handler det virkelig om overdrivelse frem for alt. Det er ikke en parodi som “Scary Movie”, men filmen giver alligevel en fornemmelse af, at en fremtidig parodisering kunne være oplagt. Især når man tænker på, at både “Scream” og “I Know What You Did Last Summer” nu runder 30 år, og effekterne kun er blevet mere gennemførte med tiden.

Filmen ender på fire stjerner ud af seks mulige.