Skolen med magiske dyr – Venner for altid
Anmeldt af Mille Lau
”Filmen kan give lidt at tale om ved middagsbordet, uanset om man er 7, 9, 13 eller voksen.”
Skolen med magiske dyr – Venner for altid
Skolen med magiske dyr er tilbage og kaster sig lige ind i kampen om sommerferievalget til biografbilletten.
Filmen foregår på Østre Skole, hvor en klasse har deres helt egen magiske hverdag, og det har sine helt naturlige udfordringer.
Den magiske dyrehandel meddeler, at to elever vil modtage deres magiske dyr, og det glæder de sig til. Det ene er den magiske Kat, som man ser i begyndelsen af filmen. Den bliver hentet af selveste Hr. Morrison i storslåede Paris med et oplyst Eiffeltårn og Triumfbuen i baggrunden. Da den magiske Kat kommer ind i folkevognsrugbrødet, finder den ud af, at den ikke er det eneste magiske dyr, som skal transporteres til skolen og forenes med sin nye ejer.
Ida og alle vennerne kæmper for Skovens Dag og har lavet en sang og dans, som skal fremføres for at sætte fokus på naturen. Men som i alle gode eventyr skal helten eller heltinden udsættes for prøver undervejs for at nå sit mål. Det sker selvfølgelig også i denne film.
Helene er et svært sted i sin ungdom, og hun kæmper for at kunne blive på skolen og ikke mindst få noget succes, så hun kan tjene penge nok til at kunne hjælpe sine forældre med at finde et ordentligt sted at bo.
Handlingen er centreret om venskaber, og når man mindst venter det, så kan vigtigheden af relationerne være afgørende for de ting, man kæmper for. Ingen er alene, heller ikke selvom man føler det.
Filmen har samtidig nogle vigtige budskaber om klima, naturbeskyttelse og alt i alt hvad der er rigtigt og forkert. Dette formår at blive formidlet på en fin måde, således, at alle alderstrin kan være med.
Hvis man har kendskab til bøgerne eller de tidligere film, så er denne film en must see her i sommerferien. Hvis man ikke har hverken kendskab til bøger eller film, så kan man sagtens tage ind og se denne som en selvstændig historie, især også hvis man har aldersspredning på børneflokken, for de vil opleve noget forskelligt.
Det er alt i alt en okay film, som kan give lidt at tale om ved middagsbordet, uanset om man er 7, 9 eller 13 (eller voksen).
Filmen får fire stjerner ud af seks mulige.
Trailer:
Title: Skolen med magiske dyr – Venner for altid
Karakter: 4 ud af 6 stjerner
Instruktør:
Danske stemmer: Helene: Rose-Maria Kjær-Westermann, Silas: Wilhelm Lumholt Hakesberg, Ida: Anna Frederikke Heerulff Christiansen, Benja: Elias Meyer Jakobsen, Max: Jens Dons Christensen, Leonie: Idun Mealor Olsen, Joe: Noor Nørgaard Albana, Finja: Anna Frederikke Zhelder Nordstrand, Katinka: Luna Bothmann Hossy, Juri & Chokie, Lui Trampedach Mortensen, Dorthe: Jette Sophie Sievertsen, Rick: Kenneth M. Christensen, Inspektør Herbert: Siegmann Joen Højerslev, Karajan: Martin Greis-Rosenthal, Rabbat: Allan Hyde, Miss Cornfield: Julie Steincke, Henrietta: Pia Rosenbaum, Pinkie: Annika Aakjær m.fl.
Genre: Familiefilm
Længde: 1 t 45 min
Premiere: 10. Juli 2025