Smølferne, de elskede små blå væsner, er vendt tilbage til det store lærred i et forrygende nyt eventyr, der endnu engang sætter deres idylliske verden på spil. Denne gang er indsatsen tårnhøj, for det handler om at redde selve Smølfeuniverset fra total udslettelse af alt det gode – for ondsindethed findes jo som bekendt ikke blandt Smølferne selv. Det er en kamp for eksistensen, en heroisk bestræbelse på at bevare den rene, smølfede essens.

Fortællingen tager for alvor fart, da den vise Gammel Smølf bliver udsat for en skæbnesvanger “smølfenapping”. Dette udløser en hæsblæsende jagt, der fører vores små helte ud på en episk redningsmission. Undervejs udfoldes det rige og fantasifulde Smølfeunivers i al sin pragt. I en mesterlig blanding af levende action og fortryllende animation bliver publikum transporteret til både de romantiske gader i Paris og de eksotiske landskaber “Down Under”. Det er en sand fryd at være på denne “Smølferejse” gennem et magisk univers, og spændingen stiger kun, da vi for alvor opdager, hvem der besidder de magiske kræfter.

Musikken i filmen er intet mindre end fabelagtig. Allerede fra de indledende scener er det næsten umuligt at sidde stille; man mærker en uimodståelig trang til at “snige sig til at danse lidt med i biografsædet”. Det forlyder, at superstjernen Rihanna er en stor Smølfe-entusiast, og det er derfor ingen overraskelse, at hun har ønsket at genoplive magien i Smølfeuniverset. Hendes bidrag er intet mindre end formidabelt, både som Producer, Sangskriver og ikke mindst som stemmen bag Smølfine på originalsproget. Når man tænker på, at meget af dette arbejde blev udført, mens hun var højgravid, vidner det om, hvor “lille blå badass” hun i virkeligheden er – en perfekt matchning til rollen som den handlekraftige Smølfine.

Det var en sand fornøjelse at observere de skønne unger i biografsalen. Deres højlydte grin og befriende udbrud på tidspunkter, der ofte afveg betydeligt fra de voksnes, hvilket understreger filmens alsidige appel. Med en stor aldersspredning blandt de unge seere er det tydeligt, at dette er en film, der formår at samle forskellige generationer – for hvem elsker i grunden ikke Smølferne?

Et element, der personligt vækker stor begejstring, er den geniale måde, filmen håndterer Smølfernes unikke sprogbrug. Man er aldrig i tvivl om, at der bliver bandet, når de udtrykker sig med et “Åhh for Smølf også”. Især med introduktionen af den nyeste Smølf, Lydeffektsmølf, får publikum et “Smølf for sagen”, når han forsøger at “bippe” de bandede ord væk – en kilde til konstant morskab.

Som en dedikeret filmentusiast værdsætter jeg dybt de mange ikoniske filmreferencer, der er drysset ud over filmen. Fra nik til den galaktiske skala i Guardians of the Galaxy til en herlig “smølfelig udgave af Thor” i skikkelse af Ken, og endda et øjeblik, der unægtelig mindede om et nervepirrende Mission Impossible-scenarie. Disse referencer tilføjer et ekstra lag af underholdning for det opmærksomme publikum.

Ud over den uundgåelige kærlighed, man føler for de små blå væsner, efterlader denne film en stærk fornemmelse af, at vi slet ikke er færdige med Smølfeuniverset.

De små blå har beriget os i næsten 70 år, og forbliver folkekære og relevante, da denne film også tager nogle vigtige budskaber op. Fx. At alle er gode til noget, det handler bare om at finde sit talent. Og at det hele går meget bedre når man gør det sammen.

Jeg er overbevist om, at denne film med sin charme, sit hjerte og sit eventyr vil tage endnu en generation med storm og cementere Smølfernes plads i filmhistorien.

Filmen får fem flotte smølfestjener ud af seks mulige.