Hugh Jackman spiller med både rå karisma og skrøbelig sårbarhed rollen som Mike, også kaldet Lightning på scenen. Han er tidligere Vietnam-veteran, der har lagt sit alkoholproblem bag sig, og som efter udsendelserne har gjort det til sin levevej at optræde med imitationer af stjerner, hvor han med intens inderlighed synger deres sange. Men han drømmer om at slå igennem som Lightning – den ægte, ufiltrerede version af sig selv.

Kate Hudson er den enlige mor Claire med to unger, som kæmper en stille, stædig kamp for at få hverdagen til at hænge sammen. Hun optræder med Patsy Cline-sange, leverer dem med hjerteskærende melankoli og varm styrke, og finder i musikken et fristed fra hverdagens økonomiske og følelsesmæssige pres.

Det øjeblik Mike ser Claire optræde med sine Patsy Cline-covernumre, ved han, at han har fundet en åndsfælle. Hun ser straks gnisten i ham, og på ingen tid er Lightning & Thunder en realitet – både på scenen og udenfor. Deres kærlighedshistorie er elegant sammenflettet med historien om Lightning (Mike) og Thunder (Claire), der lægger deres dagjobs bag sig og kaster sig hovedkulds ud i drømmen om at leve som musikere.

De står i rampelyset med deres egne, kærligt fortolkede versioner af Neil Diamonds sangkatalog – ofte ikke mere glamouriøst end lyset fra en søvnig pære over scenen på et brunt værtshus en slidt fredag aften, eller eftermiddagssolen på en skrattende ladvogn til et lørdagsmarked, hvor lønnen er de småmønter og krøllede sedler, publikum smider i glasset foran scenen. Men netop i de ydmyge, støvede omgivelser opstår filmens magi: drømmen om at blive set, hørt og elsket, selv når verden ikke ligefrem ruller den røde løber ud.

Som par er de et modent, erfarent og vidunderligt ujævnt makkerpar, der møder hinanden midt i livet, og på mange måder beviser, at det aldrig er for sent at finde den store kærlighed og samtidig jagte sine drømme. De bærer på tung bagage – krigstraumer, afhængighed, økonomisk usikkerhed og et liv, der ikke altid har været nådigt – men filmen viser, med en rørende blanding af ømhed og rå realisme, hvordan man kan komme igennem de mørkeste passager, når livet ikke viser sig fra sin pæneste side.

Det vigtigste er at turde tro, turde leve og lade kærligheden vise vejen. ”Song Sung Blue” insisterer på, at kærlighed og musik kan være nok – selv i de hårdeste perioder, hvor man ikke kan se lyset for bare mørke.

Filmen er en amerikansk biografisk musikdramafilm fra 2025, skrevet, co-produceret og instrueret af Craig Brewer, og den er baseret på dokumentarfilmen af samme navn fra 2008 af Greg Kohs. Her bliver den sande historie om duoen Lightning & Thunder, som i 90’erne og starten af 00’erne opnåede en vis lokal berømmelse i og omkring Milwaukee, forvandlet til en varm, bittersød og dybt menneskelig hyldest til alle weekend-musikere, alle tabere og vindere på én gang, og alle dem, der stadig tør drømme – også når scenen bare er en ladvogn, og spotlyset kun er en træt pære over baren.

Med Hugh Jackman og Kate Hudson i front bliver ”Song Sung Blue” en glitrende, men jordnær kærlighedserklæring til musikken, håbet og de mennesker, der nægter at give op, uanset hvor lille scenen eller hvor skrøbelig drømmen måtte være.

Filmen skal have fire stjerner ud af seks mulige med sig