The Batman
Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust
Batman set med nye øjne i en stemningsmættende film noir






De tidligere Batman-film har aldrig fanget mig. Det er der mange grunde til. Det kan være jeg har en ide om skuespilleren ikke passer til rollen af den ene eller anden grund. Det kan være skuespillerens fysik i mine øjne ser uharmonisk ud til Batman-karakteren, stemmen er for forceret dyb og hæs, måske klæder den energi skuespilleren tilfører Batman ikke karakteren også videre. Derfor blev det en slags tam og uinteressant fornøjelse at følge med på. Måske bliver karakteren Batman i en given film, spillet af en skuespiller, jeg generelt ikke har fidus til. Derfor har jeg kun set meget få Batmanfilm, da universet aldrig fangede mig synderligt. Ej heller husker jeg, hvilken historie den enkelte film vil fortælle. Det jeg husker, er for eksempel scener hvori Heath Ledger eller Jack Nicholson spiller Jokeren. Igen, uden at ville studere og gå ind i det univers.
Det forholder sig anderledes med ‘The Batman’ 2022. Her bliver jeg præsenteret for en Batman spillet af en skuespiller, jeg mener har den rette fysik og ansigt til dragt og maske. Jeg blev præsenteret for en mørk og dyster krimihistorie. Hvilket jeg synes passer til byen Gothams skæbne og dens ‘(super)helt’. Samtidig er fraværet at Jokeren helt på sin plads. Jeg mener, efter selve filmen ‘Joker’ fra 2019 skal der noget til at påtage sig den rolle. Samtidig kan man sige, Jokeren har intet at gøre i nærværende historie som en fremtrædende skurk. Den måde vi bliver mindet om ham på, er passende fint og kort.
Her i ‘The Batman’ 2022 forstår man klart og tydeligt, Batman (Robert Pattinson) ikke er en superhelt, som Superman, Supergirl, Wonder Woman, The Flash, Green Lantern man kender fra DC-universet, ej heller andre superhelte vi kender fra Marveluniverset. Batman bruger helt klart sin fysiske styrke, sin mulighed for hurtig transport ved at bruge sin Batmobil, motorcykel, og dragten der modstår pistolkugler og forstærker kroppens styrke og kraft. Derfor kan jeg godt lide, at vi også ser en Batman sidde ved et skrivebord og bruger tid på at finde frem til de ledende spor for at forstå og løse den foreliggende kriminalsag, blandt en stak støvede bunker af papirer og gåder skrevet på postkort. Han må også have hjælp fra sin romantiske interesse, antiheltinden The Catwoman, en rolle man har tildelt Zoë Kravitz.
Gotham har en underverden, og er inficeret af magtsyge pengemænd og organiseret kriminalitet. Seriemorderen Riddler (Paul Dano) får højtstående politikere dræbt. Batman kommer selv fra en højt profileret og meget rig familie. Jo længere han kommer ind i sagen, ser han sig nødsaget til tage et spadestik dybere for at undersøge, og opdager en meget korrupt og skjult del af Gotham. I efterforskningen opstår en terroriserende måde at forpurre opklaringen på. Batman må sande og stille spørgsmålet, hvilken andel hans egen familie spiller, og hvordan de er involveret i alt dette. I sine bestræbelser på at opklare mysteriet møder vi også kendte karakterer som The Penguin, der bliver spillet af Collin Farrell, og Alfred som bliver spillet af Andy Serkis og Jeffrey Wright som Lt. James Gordon med flere.
Jeg forstod uden tvivl nogle valg, man har gjort til denne film, mens jeg så den. Den mørke farvetone er velvalgt både til krimidelen og Gotham og karakteren Batman. Det giver det hele en vibe af film noir, som igen gør det hele meget mere interessant. Instruktøren Matt Reeves har udtalt, at denne Batman er inspireret af sangeren Kurt Kubain og Robert Pattinsons skuespilbidrag i filmen ‘Good Times’. I skriveprocessen stod det klart, at man ville undgå at portrættere Batman som en playboytype. Man ønskede en karakter, der tydeligvis har gennemgået strabadser, og af den grund er endt som en ensom ulv. Det får Robert Pattinson klart og tydeligt frem i hans skuespil. Selve historien ser jeg som en god blanding af action, detektivhistorie med et lag af psykologisk spænding. Hvilket hænger fint sammen med det foregående. Hvilket giver det hele en helhed, som jeg forstod og kunne sætte mig ind i som filmseer.
Derfor er det let at give filmen ‘The Batman’ (2022) en anbefaling og 5 flotte stjerner ud af seks mulige.
Trailer:
Title: The Batman
Karakter: 5 ud af 6 stjerner
Instruktør: Matt Reeves
Skuespillere: Robert Pattinson, Zoë Kravitz,Jeffrey Wright, Paul Dano og Colin Farrell med flere
Genre: Drama, action, krimi
Spilletid: 2 t og 55 min
Premiere: 03. marts 2022