The Bride
Anmeldt af Mille Lau
”Gyllenhaal skaber et kompromisløst univers.”
Christian Bale leverer en intens og smertefuld skildring af Frankenstein, der som genoplivet væsen lever et ensomt og forpint liv. I håbet om at slippe fri af sin indre isolation opsøger han den visionære Dr. Euphronius, spillet af eminente Annette Bening, for at få skabt en brud – en kvinde som ham selv, hentet tilbage fra døden. Han ved ikke, hvad han kan forvente, men drømmer om en livspartner, der kan give hans eksistens mening.
Jessie Buckley giver Ida/Bruden en enorm stærk og indtrængende præstation til karakteren. Forholdet, der opstår mellem hende og Frankenstein, er på én gang foruroligende og rørende – en følelsesmæssigt afstumpet kærlighedsaffære, hvor to væsener pludselig får det, ingen af dem havde turdet håbe på. Samtidig hviler der en skygge over relationen, fordi Bruden aldrig selv har valgt at være en del af eksperimentet. Hvad er det egentlig de har vækket til live efter døden ?
Filmens åbning er særligt fængende og efterlader publikum i tvivl om, hvorvidt de skal forvente et monsterdrama eller en fortælling om længsel og kærlighed. Maggie Gyllenhaal formår som instruktør at samle en fortælling, der rummer mange temaer, og placerer den i en tid, hvor kvinders muligheder og indflydelse var stærkt begrænsede. Fordomme om køn, arbejde og korrekt opførsel gennemsyrer perioden og bliver en central drivkraft i filmens konflikt og spirende oprør.
Penélope Cruz spiller en kvindelig kriminalassistent, der kæmper for at blive taget seriøst i et mandsdomineret miljø. Hendes kamp spejler filmens større oprørsstemning, hvor spirende sociale bevægelser begynder at udfordre tidens normer – dog kun i deres spæde begyndelse, så tidsbilledet forbliver troværdigt.
Der er også et dansk islæt i filmen: Zlatko Burić dukker op som mafiaboss, en rolle han spiller med en naturlig autoritet, der gør ham både mindeværdig og skræmmende. Det er ikke en stor rolle, men en karakter man husker længe efter rulleteksterne.
Filmen skal have fem stjerner ud af seks mulige.
Trailer:
Title: The Bride
Karakter: 5 ud af 6 stjerner
Instruktør: Maggie Gyllenhaal
Medvirkende: Jessie Buckley, Christian Bale, Jake Gyllenhaal, Peter Sarsgaard, Annette Bening, Penélope Cruz, Zlatko Burić m.fl.
Genre: Drama, Gys
Længde: 2 t 6 min
Premiere: 05. Marts 2026