“Vi kan ikke blive ved med at suge sjælen ud af alting.”
Citatet fra Andy Sachs rammer som en stille mavepuster – både i filmen og i livet. For næsten tyve år efter at The Devil Wears Prada satte sit uudslettelige aftryk på populærkulturen, vender Meryl Streep, Anne Hathaway, Emily Blunt og Stanley Tucci tilbage i roller, der føles som gamle venner, man ikke har set i årevis, men alligevel falder i takt med igen på få sekunder.

Da den første film udkom, stod jeg selv ved en af livets store skilleveje. Anne Hathaway blev dengang et slags bevis på, at man ikke behøver være nogens førstevalg for at lykkes – hårdt arbejde, mod og gode mennesker omkring én kan flytte bjerge. Tyve år senere står jeg igen et sted, hvor alting forandrer sig, og filmen rammer mig på samme måde: som en påmindelse om, at hvis man virkelig tror på noget, så kan det lade sig gøre.

Efterfølgeren formår på finurlig vis at spejle de to årtiers forandringer uden at miste sin sjæl. Miranda Priestly er stadig et ikon – iskold, majestætisk, uovertruffen. Men denne gang får vi også lov til at se sprækkerne i facaden. En skandale truer med at vælte hende, og selvom hun kæmper som den general, hun er, står spørgsmålet tilbage: Hvem kæmper egentlig sammen med hende? Det klæder filmen, at den tør give plads til Mirandas menneskelighed uden at udvande hendes kraft.

Instruktør David Frankel og manuskriptforfatter Aline Brosh McKenna er tilbage, og det kan mærkes. Filmen har den samme rytme, samme skarpe blik for modebranchen og samme evne til at balancere satire og hjerte. Samtidig introduceres en række nye ansigter – Kenneth Branagh, Simone Ashley, Justin Theroux, Lucy Liu og flere – som alle glider naturligt ind i universet uden at stjæle fokus fra det ikoniske firkløver.

Og så er der modeverdenen. Store designere optræder som sig selv, og filmen svælger i haute couture, som kun TDWP-universet kan. Kulminationen i Milano – med en Lady Gaga‑performance til Runways modeshow – gav mig både sug i maven og gåsehud. Det er en scene, der går all in, og som føles som en kærlighedserklæring til både mode, fans og industrien.

Lokationerne er et kapitel for sig: Manhattan, Central Park, The Hamptons, Milano og endda George Clooneys palæ ved Comosøen. Det er visuelt overdådigt, næsten så man mister pusten, hvis man er et helt dødeligt menneske.

The Devil Wears Prada 2 er en efterfølger, der tør være både nostalgisk og ny. Den minder os om, hvorfor vi forelskede os i universet – og hvorfor vi stadig har brug for historier om ambition, relationer og modet til at vælge sin egen vej.

Filmen får fem store stjerner ud af seks mulige.