The Love that  Remains

Så  er der film fra Island på programmet fra den 18-12-2025 i biograferne af Hlynur Pálmason.

Islandske film er i en kategori for sig selv, i min optik. I hvert fald de film jeg har stiftet bekendtskab med, har et særligt kunstneriske udtryk man kan kalde surrealistisk. Det er der intet i vejen med. Det giver blot en ekstra dimension at diskutere ud fra. Jeg tænker især på film som ‘Kvinde på krigsstien’, og ‘Echo ’ som jeg husker, har et særligt billedunivers og visse steder underlige scener. Disse scener er, om man vil, ikke nødvendigvis nemme at tyde, da de har en symbolik og et narrativ, som ved første øjekast kan virke uforståelig og måske også mærkelig og frustrerende. Så det er op til dig som publikum at skabe mening og sætte det i kontekst.

Sådan har jeg det også, da ‘The Love that  Remains’, ruller over biograflærredet. Jeg sidder og spørger mig selv, hvad betyder den scene eller den scene – er dette en folkloristisk tilgang, og hvor stammer det fra? Så jeg mistænker Island for at have en rig tradition for eventyr og vandrehistorier , som er etstudium  i sig selv. Jeg siger ikke, at man skal kende dette fulde for at se film fra Island. Det er blot en tanke, der popper frem, mens jeg ser filmen denne anmeldelse handler om.

‘The Love that  Remains’ handler om en familie på fem. Det er et hårdt år for dem. Far (Sverrir Gudnason) arbejder på en fiskekutter, og mor (Anna – Saga Garðarsdóttir) er kunstner. Far og mor er midt en separation og skilsmisse. De tre børn er i skolealderen, og deres oplevelse af familiens adskillelse møder vi gennem de momenter, hvor hele familien stadig er samlet af forskellige grunde. Der er minder og nye tider. Det, som binder dem samme som en familie, er ved at  forsvinde som dug for solen. Alt sker i løbet at et år, hvor årstiderne viser sig fra sin barske med også flotte side.

Mens jeg ser filmen, bliver jeg betaget af den smukke vindomsuste og rå islandske natur. Man har formået at fange det kolde og varme og på den måde næsten ubarmhjertige natur på  øen midt i Nordatlanten. Det er smukt og fint, som kameraet viser det. Her tænker jeg, det er lykkes på en flot måde at vise sommer, efterår, vinter og forår, præcis som det er. Det er også sjovt, at se en historie blive fortalt som denne gør. Det gør den dramatisk og sjov og  også alvorlig de steder, hvor det surrealistiske træder frem. Se blot scenen med hønen. 

Dog indrømmer jeg, der er visse ting jeg ikke kan lide ved filmen. Der er en scene jeg kan undvære. Scenen jeg  vil kalde scenen med skørtet, den kan i min optik vises på en anden måde, så den fremstår mindre machoagtigt. En anden ting jeg ikke bryder mig om i filmen, er at de bander ofte. Der tager lidt af historiens og en karakters charme. Det er blot min holdning. Til sidst sidder jeg måske med en følelse af ikke rigtigt at komme tæt på karaktererne. Det er som om, den  absolut lige på og uden omsvøb karaktererne er vist på, giver mig en fornemmelse af distance, og at der er et dybere lag man kan tage fat i.

Nu står det kun tilbage at give min graduering af filmen. I første omgang ender jeg  på 4,5 stjerner.  Dog er filmen et Gudesmuk, surrealistisk og poetisk drama. Derfor runder jeg op til 5 små flotte stjerner ud af de 6 mulige.