Den ikoniske film Twister med Helen Hunt, Bill Paxton & Philip Seymor er 28 år gammel, og jeg kan stadig få sug i maven når jeg ser den. Til trods for 90’er looket, holder den bare stadig 100 % og har virkelig sat en standard for hele genren af katastrofe film. Med filmen i baghovedet var jeg spændt på hvad Twisters så kunne tilbyde og jeg var fyldt op af forventningens glæde da jeg landede i biografsædet før forestillingen. 

I denne film handler historien om den unge Kate Cooper der sammen med sit forskerteam jagter tornadoer for at forsøge at besejre dette naturfænomen og samtidig modtage en bevilling til at forske videre. Kate forsøger at forstå hvad der skal til for at nedbryde tornadoens ultimative kræfter og på den måde forsøge at undgå tilintetgørelsen af kæmpemæssige byer med tornadoernes raseren.

Lige der midt i forsøget finder hun ud af hun ikke er udødelig, og på baggrund af det mislykkede forsøg og alt hvad hun mistede undervejs, forlader hun sin hjemby og rejser til New York, for at komme væk fra Oklahoma og alt det der gør ondt, også tornadoerne. 

Da Kate første gang møder Tyler Owens, der på de sociale medier har fået idol status inden for tornadojægere, er hun ikke i tvivl om hans tåbelige hensigter med at tiltrække tilskuere til sine vilde tornadojagter, som ham og hans crew iscenesætter via livestreams på YouTube. De kan ikke få det vildt nok og snart står Kate midt i det hele igen, men hvilken side skal hun vælge? 

Med producerne af Jurassic Park ombord er der ikke sparet på effekterne, men jeg synes at de hele vejen igennem gør det meget naturtro. Selvom der ikke lige er en flyvende ko i denne film, så er jeg ret fan af de har valgt at være tro mod den første film, og alligevel valgt at denne er helt sin egen med sin egen historie.  

Jeg var underholdt fra start til slut, da rulleteksten kom til syne, var jeg overrasket over der allerede var gået to timer. Jeg synes skaberne har været dygtige til at variere sekvenserne, og selvom filmen for det meste er i et virkelig højt tempo, så er der også rolige momenter hvor vi som publikum lærer vores karakterer bedre at kende, og det er også i disse sekvenser hovedrollerne hver især lærer hinanden bedre at kende. Dette klæder også filmen rigtig godt. Jeg har haft smil på læben, holdt vejret undervejs, jeg har måtte knibe en enkelt tåre og så har jeg også grinet, så synes det har været imponerende at få mig igennem alle disse følelser, og samtidig jage noget så destruktivt som tornadoer. 

Jeg var også meget underholdt af lydsporet og soundtracket, for det gav en virkelig god dynamik til filmen, og den stemning der ligger i cowboy, rodeo og country viben giver mig en følelse af frihed. Ligesom jagten på den perfekte tornado kan give disse jægere deres adrenalin kick og på den måde få dem til at leve i nuet og være frie. Alting er en balance, og nogle dage går det godt og andre dage knap så godt, det kender vi alle til. 

Alt i alt har filmen en rigtig fin historie, den er udført på finurlig vis af nogle virkelig kompetente skuespillere, og den er sat sammen til en dynamisk katastrofefilm som har en masse undertoner i venskab, kærlighed, familieforhold og generelt trangen til at hjælpe andre i nød. 

Jeg vil anbefale alle med hang til genren om at se den i biografen, og tag jeres større børn med derind her i sommerferien. 

Jeg giver filmen fem flotte stjerner ud af seks mulige.