Wuthering Heights

Emily Brontë er kendt for sin bog ‘Wuthering Heights’(1847) med den danske titel ‘Stormfulde Højder.’ I årenes løb har mange filmmagere lavet deres version eller fortolkning af historien om Cathy og Heathcliffs kærlighedsrelation. Den 12. februar 2026 kan man i biograferne se instruktøren Emerald Fennells bud på, hvordan hun forestiller sig og forstår historien. Mange kender bogen og har set de forskellige film. Alligevel vil denne anmeldelse ikke sammenligne eller komme med kritik af tilpasningen af bogen. Jeg vil kommentere filmen der, jeg synes, den fortjener rosende ord eller omvendt. Kort sagt, hvordan jeg oplever filmen.

Først er et resume af historien på sin plads.

Heathcliff (Jacob Elordi) bliver som en udefra kommende ung dreng en del af familien Earnshaw. De bor på farmen og i huset Wuthering Heights, som ligger på heden i Yorkshire. Familiens unge datter Cathy (Margot Robbie) og Heathcliff får hurtigt et tæt personligt bånd til hinanden. Dette bånds udvikling har sin pris. Der er en lys side af kærlighed og venlighed. Der er en mørk side af jalousi og hjertesorg. En årrække må de to undvære hinanden. Deres veje krydser atter hinanden, og relationen gennemlever et kærlighedsdrama fuld af længsel, smerte og hypnotisk tiltrækning til hinanden.

Så vi har karakterdreven historie. Det, synes jeg, kommer fint frem med hensyn til, hvordan historien bliver fortalt i denne nye film. Skuespillerne med den kvindelige og mandlige hovedrolle, viser på flot måde karakterernes kompleksitet. Margot Robbie er perfekt castet til rollen. Hun viser karakterens maniske side, og hun er uvenlig og psykisk ustabil. Samtidig er hun dybt forbundet til og forelsket i Heathcliff.  Jacob Elordi viser med sit skuespil karakterens vilde og nådesløse natur. Han er intens og destruktiv med en overjordisk kærlighed til Cathy. Når de to hovedroller har skærmtid sammen, er der bestemt gnister i luften – som et fyrværkeri af emotioner der brænder for at få lov til at brænde, som de er på godt og ondt.

Det visuelle er spektakulært mange steder. Optagelser på den vindomsuste hede, fuld af tåge og regn, er især smukke ifølge mig. Historiens lokalitet understøtter Heathcliff og Cathys kærlighedshistorie, som når stormfulde højder, om man vil. Vi kan ikke undgå at tale om kostumerne. De er tilpasset den enkelte karakter. For eksempel har vi Cathys kjoler, hvis kostumer skiller sig ud fra mængden ved at være pompøse og farverige. Andre karakterer er mere nedtonet, så det passer til karakterens temperament. Det er gennemført og flot.

Musikken til filmen siger mig intet, må jeg indrømme. Under filmen sidder jeg og tænker, hvorfor en mere moderne sang her – hvad skal den instrumentale musik her understøtte og illudere og så videre. Jeg oplever kun et eller to steder under filmen, hvor melodien i det spillede fanger mig. Det er muligt, hvis jeg fokuserer på musikken ved andet kik på filmen, at min mening ændrer sig. Noget andet jeg stiller et stort spørgsmål ved, er brugen af F-ordet. Til filmens forsvar er det højst to eller tre gange, det bliver brugt. Godt nok, er filmen sagt at være lavet med en moderne tilgang – alligevel passer ordet ikke ind i filmens setting eller tidsperiode i min optik. Skønt, man siger Emily Brontë for sin tid er bramfri med sit sprog i bogen. Handler det om at gøre historien mere tilgængelige for unge, er det min ydmyge mening, at man med stor effekt kan sætte historien i vores tid.

Tiden er kommet til, at jeg skal uddele nogle stjerner til filmen. Det er en vanskelig sag denne gang. Filmen har noget jeg kan lide, og noget jeg ikke kan lide. Jeg ender på 5 meget små stjerner ud af 6 mulige. Det gør jeg, fordi historien fortæller noget om kærlighedens brede spektrum. Noget verden til en hver tid kan drage fordel af at reflektere over.