Den danske Oscar-vinder Bille August står klar til at instruere Armani: The King of Fashion, en biografisk film om den afdøde modegigant Giorgio Armani.
“Armani: The King of Fashion” produceres af Andrea Iervolino og fortæller historien om den ikoniske modeskaber og italienske legende.
Den danske Oscar-vinder Bille August står klar til at instruere Armani: The King of Fashion, en biografisk film om den afdøde modegigant Giorgio Armani.
Armani gik bort i september i Milano, 91 år gammel, og nu har den italienske producer Andrea Iervolino sat August i spidsen for projektet, der vil skildre livet og karrieren hos en af Italiens største kulturelle ikoner. Bille August har to Guldpalmer fra Cannes i bagagen og står bag klassikere som Pelle Erobreren, Den gode vilje (baseret på Ingmar Bergmans manuskript), Åndernes hus, Les Misérables, Night Train to Lisbon og Lykke-Per.
“Der findes instruktører, der laver store film – og så findes der dem, der formår at vise mennesket bag storheden. Bille August hører til i den sidste kategori. Hans film er præget af elegance, følelsesmæssig indsigt og en dyb respekt for de personer, han portrætterer. Det matcher perfekt Giorgio Armanis egne værdier: raffinement, autenticitet, vision og tidløs kvalitet,” lyder det fra Andrea Iervolino.
Giorgio Armani blev født i Piacenza i 1934 og begyndte sin karriere som dekoratør, inden han blev oplært som skrædder hos den anerkendte herretøjsdesigner Nino Cerutti. I 1975 grundlagde han sit eget modehus sammen med sin partner, arkitekten Sergio Galeotti – et brand, der siden er blevet synonymt med italiensk elegance.
Armani havde også en tæt relation til filmverdenen og Hollywood. Han stod blandt andet bag kostumer til American Gigolo (1980) med Richard Gere, arbejdede på The Wolf of Wall Street med Leonardo DiCaprio og bidrog til Kevin Costners gangsterdrama The Untouchables.
Der er endnu ikke offentliggjort nogen skuespillere til Armani: The King of Fashion. Produktionsselskabet Andrea Iervolino Company har tidligere stået bag film som Ferrari af Michael Mann med Adam Driver og Penélope Cruz samt Maserati: The Brothers med et stjernespækket cast bestående af blandt andre Al Pacino, Anthony Hopkins og Jessica Alba.
Kilde: hollywoodreporter.com