Forventningerne var tårnhøje da biografen blev indtaget, for Aladdin er en af de Disney tegnefilm jeg har set mest. Men det var også med en snert af nervøsitet, for kunne denne live action version leve op til hele universet og eventyret omkring fortællingen. Da anslaget gik i gang må jeg indrømme at jeg var i tvivl i ca. to min, så forsvandt den med et brag!

Disney har endnu engang taget deres tegnefilmshistorie, og gjort den til virkelighed, og de gør det på sådan en måde så den er vanvittig tro mod fortællingen som vi kender den, og alligevel laver de noget nyt så vi kan blive overraskede undervejs med en ny sang eller lidt mere fokus på en speciel karakter.

Aladdin er en sand gentleman hvad enten han er gadedreng, prins eller tyv, for hans hjerte kan ikke bære at små børn skal sulte, så giver han hellere sine tyvekoster til nogle der trænger mere end ham selv og Abu.

Jasmine spiller rollen fantastisk, og man må sige at i disse superheltinde tider er der også lagt ekstra fokus på hendes selvstændighed og Disney ved endnu engang hvilke nogle knapper de skal spille på, for at få hende gjort til en vaskeægte power woman.

Den største og eneste skuffelse er helt klart Jafar. Han er slet ikke som jeg havde forventet, på en måde er han lidt for “pæn” og ordentlig, og på ingen måde det stykke ondskab som fremgår af tegnefilmen. Selvfølgelig er han ond men slet ikke nok til at leve op til den, undskyld mit sprog satan som han var i tegnefilmfortællingen.

Will Smith gør det til gengæld helt genialt som Genie, må sige at jeg slet slet ikke havde regnet med at hans rolle skulle være så sjov, og med så meget “blå” humor. Traileren lægger op til lidt, men her har de ikke overgjort traileren, snarre tværtimod.

Guy Ritchie’s debut som Disney live action instruktør er et eventyrligt mesterværk, og den får ikke for lidt på alle tangenter fra overdådighed på paladset over i actionfyldte scener til kemien mellem skuespillerne. Virkelig en flot film i håndværket, og ikke mindst med Disney i ryggen.