Anmeldelse

2019 har været et spændende år for dansk film. Værker så som ’Dronningen’, ’Danmarks sønner’ og ’Ser du månen, Daniel’ er eksempler på film, som må siges at være markant over den standard vi er vant til herhjemme.

Det seneste skud på stammen indenfor danske film er ’Jagtsæson’ – en komedie anført af Mille Dinesen, Stephania Potalivo og Lærke Winther Andersen. Den er nu tilgængelig i de danske biografer og spændende bliver det, om den kan leve op til kvaliteten i de ovennævnte titler.

Vi møder Eva (Dinesen), en fraskilt kvinde, som kæmper med jalousi over sin ex-mands nye kæreste, Bella (Potalivo), samt at opretholde forholdet til sin søn. Sideløbende kæmper Marlene (Winther Andersen) med en midtvejskrise, som Bella mener kan fikses ved at tage på en spa-weekend, hvor hun skal være sin mand utro (fordi.. logik). 

De tre tager nu på en spa-weekend, hvor intet går efter planen.

Inden selve anmeldelsen begynder, vil jeg komme med disclaimer. Hvis du har set (og kunne lide)/har tænkt dig at se ’Jagtsæson’, så spring denne anmeldelse over.

Jeg ved dårligt nok, hvor jeg skal begynde. ’Jagtsæson’ er ikke blot den værste film jeg har set i år, det er muligvis den værste film jeg nogensinde har set i biografen – der er mange årsager til dette.

Lad os starte med de tre hovedrolleindehavere. Alle tre er skrevet som selviske, egoistiske og hamrende usympatiske personer og jeg kan slet ikke se hvordan, man skal holde med dem. Bella er en selvoptaget, elitær rigmandskvinde, som ikke har en pind forstand på andres følelser og opfordrer sin veninde til at være utro. Eva er fuldstændig blind for hvordan hendes rædselsfulde opførsel påvirker hendes søn. Marlene ser absolut intet problem i at tage ud for at være sin rare og sympatiske mand utro – hvordan skal vi kunne se os selv i disse karakterer?

Dog kan usympatiske karakterer godt være betagende, hvis de til gengæld er velspillede – heller ikke der er der hjælp at hente. Lærke Winther Andersen kommer nogenlunde helskindet fra filmen (dog uden at være decideret god), men Potalivo og Dinesen skiftes til at sjuske sig igennem deres replikker og leverer direkte utålelige præstationer. Dette kan muligvis tilskrives en blanding af elendig instruktion og det uhjælpelige manuskript, men godt var det ikke. 

Netop manuskriptet er også et punkt værd at nævne. Replikker som ”Den slags skal kneppes væk” og ”knep og bræk” er åbenbart tiltænkt at være sjove. Handlingsforløbet er desuden ulogisk og utroværdigt – alt der foregår virker ekstremt forceret. 

Men det store spørgsmål – er filmen så til gengæld morsom? Absolut ikke for mit vedkommende. Eksempler på ”sjove” indfald tæller blandt andet at tabe sin telefon i yoghurt, for så at sidde og slikke på den, at vende bunden i vejret på en flaske sirup og ikke mindst at drikke sig fuld inden jagt og så skyde en hund under påskud ”at den lignede en hare”. Humoren veksler mellem at være misforstået falde-på-halen komik til at være decideret usmagelig. Jeg hverken grinte, fniste eller så meget som smilte igennem filmens 92 minutter.

Ej heller kan den visuelle side trække denne rædselsfulde film op. Den er filmet og klippet så dovent og uinspireret, at det ligeså godt kunne være en forlænget tv-reklame.

Humor er i allerhøjeste grad subjektiv – hvis du fandt film som ’Undercover’, ’Jensen og Jensen’ og ’Rejsen til Saturn’ sjove, vil ’Jagtsæson’ nok være noget for dig. Og det har jeg fuld respekt for. Smag og behag er forskellig og gudskelov for det.

Men for mit vedkommende er ’Jagtsæson’ et håbløst makværk, som blot venter på at blive samlet op af Dårligdommerne. 

For første gang i min tid hos Filmsiden har jeg absolut intet positivt at sige. ’Jagtsæson’ er det mindst sjove jeg oplevet siden sidste gang jeg faldt på cykel. Den får 1/6 stjerner af mig.