Anmeldelse:

Jeg er fan!

Filmen er fantastisk, skuespillet er fantastisk og historien er skildret fantastisk. Vi har her at gøre med en film der sætter fokus på ligestilling, og ikke bare perspektivet om at kvinder skal have samme rettigheder som mænd, eller samme vilkår men i særdeleshed også omvendt.

Vi møder Ruth som er blevet optaget på Harvard, og ser hvordan hun er omringet af mænd der har fået plads på jurastudiet. Mens hun sidder der og kigger sig rundt for at finde flere af sit eget køn, er det slående at vi i 1956 kun havde haft jurastudiner på Harvard i seks år, og på hendes årgang var de ni kvinder.

Ruth bliver spillet af Felicity Jones, som viser sit kæmpe talent i en svær rolle, for det kan være kompliceret at blive sat i bås af rollen som ligestillingsforkæmper. Ruths mand Martin bliver spillet af Armie Hammer, som i filmen bliver ramt af sygdom og her bliver deres dybfølte kærlighed til hinanden allerede understreget. Ruth ender med at følge forelæsninger på Marty’s studie, samtidig med sine egne forelæsninger, passe på Marty og lige passe hus og baby Jane oveni.

Da handlingen hopper til 70’erne er vi nu i New York hvor Ruth ikke kan få arbejde som advokat hos nogle af de bureauer hun søger hos. Undskyldningerne og beskyldningerne er mange, så hun bliver til sidst professor der skal lære kønsdiskriminering i retssager.

På mange måder er filmen ikonisk, og jeg ville ønske jeg kunne opleve bare en smule mere af New Yorker livet i 70’erne. Jane får en større og større rolle jo længere ind i filmen vi kommer, og forholdet mellem mor og datter bliver også vist på en god måde for publikum. For begges vinkler og følelser når helt ud i til seerne, til tider er det svært at vide hvem man egentlig holder med.

Sagen som er hele omdrejningspunktet får først fokus langt inde i filmen, fordi vi skal have bygget historien op, og der er mange mennesker vi skal lære at kende. Det bliver aldrig rodet, og der er en virkelig film tråd igennem filmen. På intet tidpunkt synes jeg den var for langtrukken, og der er hele tiden noget som stikker lidt ud. En replik, en joke eller en scene som danner rammen for det næste.

Egentlig burde filmen hedde “On the basis of gender” for vi lever stadig i en tid hvor ordet sex bliver til fnis og dårlige jokes. Dette bliver også illustreret for de snart 70 år siden hvor filmen begynder og til 70’ernes New York for snart 50 år siden, på dette punkt er ingenting ændret. Måske vi har skubbet og stadig skubber til grænserne, men mange ting er der i bund og grund ikke ændret særlig meget på.