Menu Luk

» Gyserhåndværket er markant bedre end meget andet vi set i år

Scary Stories to Tell in the Dark ​- Anmeldt af Rasmus Ølholm

Anmeldelse

‘Scary Stories to Tell in the Dark’ er navnet på en serie af gysernoveller, hvor af den første udkom i 1981. De var skrevet af Alvin Schwartz og var desuden genkendelige på grund af deres yderst karakteristiske og dystre illustrationer af Stephen Gammell.
Novellerne var tiltænkt at være gyserhistorier til børn og unge, men mødte betragtelig kritik fra bekymrede forældre, som vurderede at bøgernes kompromisløse skildring af kannibalisme, mord og tortur var for skræmmende for den tiltænkte målgruppe.
En film, baseret på historierne, har længe været på tegnebrættet og i 2016 kom Guillermo Del Toro ombord på projektet som producer. Kort efter blev den norske instruktør, André Øvredal (’The Autopsy of Jane Doe’ og ’Trolljegeren’) hyret til at instruere.

Filmen er nu tilgængelig i de danske biografer. Spørgsmålet er nu, om en gyser med en PG-13 rating (15 år i Danmark) kan skræmme eller om det bliver en blodfattig omgang.

Svaret på spørgsmålet er imidlertid ”Ja” til begge dele. ’Scary Stories to Tell in the Dark’ presser sin aldersgrænse til det absolut yderste. 

Filmens præmis er dog imidlertid ikke specielt original; Vi følger en gruppe teenagevenner, som til Halloween bryder ind i et hjemsøgt hus. Her falder de over en bog, hvori dystre historier skriver sig selv og derefter sker i virkeligheden. Vennerne må nu løse bogens mysterium, inden det får fatale konsekvenser for dem selv, såvel som dem de holder af. 
I en film som denne er skuespillet og dynamikken imellem børnene central – og det slipper filmen udmærket fra. Især er Zoe Colletti, som spiller Stella, værd at fremhæve. Hun formår at spille sin rolle med en tilstrækkelig ømhed, som gør at vi føler med hende.  Filmens store skuespilspræstation er dog ikke at finde i børnegruppen. Det er derimod Dean Norris (bedst kendt som Hank i ’Breaking Bad’), som spiller Stellas far. Han er ikke meget med, men stjæler alle scener han optræder i.

Filmens store problem er til gengæld dens manuskript – både i forhold til dialog og karakterenes handlingsmønstre. Dialogen er utroligt overforklarende, hvilket måske kan forklares med, at den er skrevet til et lidt yngre publikum – men det ender med at føles en smule fordummende. ’Scary Stories to Tell in the Dark’ bringer imidlertid heller ikke så meget nyt til de klassiske gysertroper og er derfor også ganske forudsigelig – klichéer, så som at besøge spøgelseshuse på Halloween for så at dele gruppen op, er et eksempel. 

Filmens visuelle side er desuden heller ikke særligt interessant og de mange scener i mørke, ender med at virke mere forstyrrende end effektive.

Men med de negative af vejen, var ’Scary Stories’ alligevel et overvejende positivt bekendtskab. Ganske vidst er der stort set intet blod, men filmen udnytter dette til at skabe gys via en ubehagelig stemning, fremfor det mere højlydte gys – og selvom der er enkelte jump scares, er det mere et krydderi. I den forstand synes jeg, at gyserhåndværket er markant bedre end meget andet vi set i år. 

Filmens effekter er desuden rigtig fine og der er nogle ganske grusomme body-horror sekvenser, som får én til at krympe sig i biografstolen.

Vigtigst af alt vil ’Scary Stories to Tell in the Dark’ kunne tjene som en indgangsvinkel til gysergenren for unge mennesker, som endnu ikke har det store kendskab til denne. Filmen kommer med referencer til et væld af klassikere, som ’Maskernes Nat’ og ’Night of the Living Dead’ – og jeg håber, at det unge publikum vil lade sig inspirere og tjekke nogle af disse ud i forlængelse af deres biograftur.

Alt i alt er ’Scary Stories to Tell in the Dark’ en blodfattig, men periodevist effektiv lille sag. Selvom der er nogle manuskriptproblemer og at den ikke prøver så meget nyt, ødelægger det ikke helhedsoplevelsen for mig og jeg vil med glæde anbefale aspirerende gyserfanatikere at se den. 
Den kommer lige akkurat op på 4/6 stjerner