Anmeldelse

En garvet veteran skuer tilbage på et langt liv med gangster-klassikere som Goodfellas, The Departed og Casino på cv’et – Marty Scorsese er tilbage og han har taget hele banden med. Castet er en endeløs kavalkade af gangster genrens favoritter fra både TV og film med Al Pacino, Joe Pesci og Robert De Niro i de alt overskyggende hovedroller. Vi møder Robert De Niro siddende i rullestol på et plejehjem. En aldrende gangster, der kigger tilbage på et langt liv som mafiaens håndlanger. En historie, der tager os forbi Jimmy Hoffas forsvindende, JFK og hvordan han blev valgt som præsident(hvilket også blev hans død), og en utraditionel familiefar, der forsøger at forsørge for hans familie og holde sammen på det hele, trods et arbejde som bestialsk morder for mafiaen. Et job, der beskrives af Robert De Niro således: “I paint houses and do my own carpentry”.

Der er ufattelig mange historier at tage fat på med denne film. Den legendariske instruktør, der pludselig arbejder for Netflix, trods tidligere modvilje mod streaming giganten og deres metoder, det stjernespækkede cast og et svimlende budget på angiveligt 175 millioner dollars. Mest interessant er dog nok brugen af den såkaldte Deepfake teknologi, der kan sætte et ”nyt ansigt” på skuespillere. I denne film bruges Deepfake til at gøre castet yngre, rent teknologisk uden sminke og parykker. Et greb ligeledes set fra dette års Gemini Man, hvor en yngre Will Smith jagter nutidens Will Smith(Ja, jeg får også helt ondt i maven bare ved tanken). Rent filmisk fungerer dette dog glimrende i The Irishman, springet mellem nutiden og datiden virker langt mere troværdig end tidligere. Det betyder dog ingenlunde, at vi bare skal klappe i hænderne og glæde os over denne nye teknologi. Der ligger ufattelig mange faldgruber med introduktionen af Deepfake på film – det kan være en potentiel bombe under filmbranchen(En kritisk artikel er på vej).

Tilbage til denne mastodont af 3,5 timers ode til gangster genren. Som det proklameres i The Hangover om Mike Tyson: ”I’m just saying, he’s still got it!”. Det samme kan man i den grad sige om Scorsese. The Irishman er måske hans mest stemningsfulde og modige skildring af livet som made men. Der er ingen hæsblæsende scener, der skal drive plottet frem ad, hvilket egentlig ikke gør noget. Man kan med fordel læne sig tilbage og nyde nogle af de bedste skuespillere nogensinde mens de spiller røven ud af bukserne. Især Robert De Niro viser, at han i den grad er i stand til at spille andet end bare den klassiske gangster uden skyggen af et følelsesliv. Her spiller Robert De Niros karakter, Frank Sheerans datter, Peggy, en større rolle end først forventet. Det er nemlig i forholdet mellem far og datter, at Sheerans indre konflikter og dårlige samvittighed bryder ud i lys lue. En dimension, Scorsese ikke tidligere har beskæftiget sig med, når det kommer til denne genre. Dette tema bliver hverken forceret eller på dramatisk vis stoppet ned i halsen på seeren, hvilket Scorsese skal have cadeau for.

The Irishman udfordrer uden tvivl publikum med sine ufattelige lange spilletid, der går endda rygter om, at første cut var hele 4 timer! Det skal dog ikke være en undskyldning for ikke at dykke ned i Scorseses mesterlige univers. Den er et must for alle.