Den unge herre Elijah er en splittet mand. Splittet mellem hans bagrund og forventningerne fra farmand om, at han skal overtage familiens barbecue joint. Og drømmen om at forfølge sin passion, og blive vinkendernes svar på en elitesoldat; Master sommelier.

Der er jo altid to veje at gå (hvis jeg lidt studentikost, skal referere min yndlingsdigter Katinka), og med lidt snappy dialog og god kemi får filmen også introduceret en følgesvend til at følge Elijah ned af en sti, der leder til, at han skal finde sine egne veje, i hvad – der hurtigt bliver kæresten Tanya, der i sammenspil med familiens manglende støtte sender Elijah ned af vinstien. I Uncorkeds første akt er Elijah en forholdsvis pro-aktiv hovedperson, der af de omstændigheder, vi bliver præsenteret for, bliver nødt til at træffe en række valg, der definerer ham som karakter, og driver historien frem, mens et buldrende hip-hop soundtrack konstant forsøger at sætte stemningen.

Det er derfor også enormt frustrerende, når filmen formår eklatant at smide det væk i løbet af resten af dens spilletid. Pludselig får Uncorked nemlig mere travlt end landets sygeplejersker i disse dage, og skynder sig afsted med 1000 kilometer i timen. Med alt hast ramler alverdens udefrakommende hændelser ind i handlingen, for at sætte skub i tingene. Ordene “naturlig udvikling” formoder jeg, er helt skrevet ud af manusforfatterens personlige ordbog.

Lad mig prøve at komme med en analogi for, hvordan det føles.

Jo, i første akt føles det som at sidde med i styrekabinen i et tog. Man får både indblik i, hvad togføreren (Elijah) laver, men man er også med på rejsen. Fra første parket oplever man det interessante landskab, og reflekterer samtidig over verden og en selv i den sammenhæng. Det er alt sammen meget spændende. Men så kommer anden og tredje akt af Uncorked. Her bliver vi smidt af toget på røv og albuer, det suser forbi os mod endedestination, som vi jo dermed et ret ligeglade med. Vi er jo alligevel strandet i Køge Nord, det er altså en lidt flad fornemmelse. Alt i alt bliver det ikke til en anbefaling på tripadvisor, vel?

Det er synd – for der er utvivlsomt rigtig meget potentiale at finde i Uncorked. Instruktør og manuskriptforfatter Prentice Penny, der tidligere har arbejdet på komedieserier som

Brooklyn Nine-Nine og Issa Raes Insecure, skriver god dialog. Der rammer et rigtigt godt sted mellem Aaron Sorkins umenneskeligt skarpe replikudvekslinger, og naturalismen, som vi måske især er kendt for her i Danmark. Lige imellem de to yderpoler lander Uncorked, det er faktisk meget fint. Skuespillerne Mamoudou Athie (Elijah), Sasha Compère (Tanya), Courtney B. Vance (Elijahs far) og Niecy Nash (Elijahs mor) skaber samtidig en troværdig kemi mellem de forskellige karakterer, og får dialogen til at flyve af papiret. Jeg grinte flere gange – med lyd på – i løbet af filmen. Det skal den bestemt have point for. Uncorked er nemlig fyldt med en masse små glimt af noget virkeligt storartet. Men alligevel kommer den til kort gang på gang.

Et andet eksempel er filmens soundtrack. Sprængfyldt med fede hip-hop numre, skulle det jo helst ikke kunne gå galt. Men det er som om, Penny ikke har kunne styre sig. Han skulle lige have hele sin spotify-playliste med – i stedet for få udvalgte med større effekt. Nogle gange er mindre bare mere, det har Prentice Penny desværre ikke forstået. Det hjælper bestemt heller ikke musikuniverset, at det skal gå hånd i hånd med en utrolig kikset klipning. Filmens redigering bidrager i høj grad til følelsen af, at vi igen og igen bliver stillet en fin fin vin – grand cru! – i udsigt men uden at få et eneste sip. Samtidig med den bare er utrolig klodset.

Det er nogle virkelig interessante tematikker Uncorked fra filmens begyndelse sætter i søen. For er det virkelig så simpelt, at der “altid er to veje at gå”? To stier at gå nedad. Eller leder alle beslutninger til en sti med 100 nye veje at gå? Eller snor alle stier sig op og ned, fra side til side og danner kringlede mønstre i sandet? For selvom jeg på alle måder er en milliard lysår fra at være en ung sort fyr med en BBQ-joint på den ene side og en fancy vin-fremtid på den anden, så er det alligevel noget alle mennesker bør kunne sætte sig ind i. Vi skal alle finde vores plads i verden, og træffe beslutninger, som næppe leder til det resultat, vi havde forudset. Men jeg føler ikke, jeg er med Elijah på den rejse. Rejsen føles som om, den skrevet af en manusforfatter – selvom det selvfølgelig er tilfældet, skulle jeg helst købe det her som en virkelighed. Det gør jeg ikke. Selvom skuespillerholdet gør sit med, hvad der ovenikøbet er velskrevet dialog – så kører filmen sig selv over med en handling, der ender med at rive hele projektet til atomer.

Det kunne have været så meget mere, men forståelse for balance og tempo er grundpiller i nærmest alt kunst og kultur. Den del må Prentice Penny arbejde videre på, for jeg håber virkelig at se mere fra ham. Potentialet er der nemlig. Men jeg kan dog ikke sige, at Uncorked er værd at åbne en god flaske vin for. Måske en halvlunken mokai på en dag, hvor du ikke har andet at se. Det er et yderst middelmådigt produkt, vi ender med i hænderne, det er i mine øjne nærmest noget af værste, man kan udsætte sit publikum for. Jeg kommer ikke herfra med noget signifikant. Intet jeg vil huske. Mit håb er, at alle involverede går ud, og får forløst potentialet andetsteds hurtigst muligt.

Det er på ingen måde talentet, der mangler. Det er eksekveringen, der er skudt helt ved siden af. Desværre.