Anmeldelse

Lad mig først ridse op hvad der interesserer mig i denne anmeldelse. Det interesserer mig for det første om jeg kunne lide 80 % eller mere af musikken. Fungerede strukturen i filmen for mig? Fik man et fyldestgørende indblik i Bossen selv? Var det på en interessant nok måde? Hvor mener jeg at kunne se rum for forbedringer? Er der noget man skal tage højde for og medtage i sine betragtninger, inden man kritiserer det sønder og sammen – eller modsat slet ikke giver det fornuftig, passende og respektfuld feedback.

Trenden lige nu er at man laver dokumentar eller biografiske film om levende eller død musikalsk berømt person. Historien er krydret med en passende del fiktion. Nogle film fanger en mere end andre. Hvordan fangede filmen Western Stars af og med Bruce Springsteen mig?

Som jeg ser det, er Western Star er en koncertfilm. Det er Bruce Springsteen der i sin egen 100-årige lade har inviteret rytmiske musikere, et håndfuld klassiske musikere og publikum til en mere intim koncert. Her lancerer han sit nye album Western Stars. Laden er forvandlet til et spillested. Der er en bar, borde og stole med mere. Lyset, scenen også videre ser flot og indbydende ud. Det er som et større koncertsted med et katedrallignende buet loft. Inden hver sang fortæller Bruce Springsteen om den. Det han fortæller, det er ikke en specifik anekdote. Der er mere, hvad livet har budt ham af forskellige oplevelser. For eksempel, fortæller han, han har brugt år på ikke at falde til den negative tendens, det er at drikke, han kan lide friheden ved motorcykler og biler, ingen undgår modgang og lidelse at skulle forholde sig til, at det i livet er nemt at tabe sig selv og aldrig genfinde sig selv. Det er der kommet nogle ganske fine og personlige sange ud af. Billederne der følger dette kan være personlige videooptagelser eller landskabsbilleder fra prærien med (måske vilde) heste, Bruce kommer måske kørende i bil, han er måske sammen med sin hest og har sin cowboyhat på.   

Western Star bestod bestemt af mange fine momenter. Det er nogle skønne koncertbilleder, spørger man denne filmseer. Der er lyden, lyset og farverne. Det fungerede for mig, at der ikke var tusindtals mennesker der råbte, skreg og klappede som til en koncert på et stadion. Dette var afdæmpet. Det kunne jeg lide. Hvad med musikken? Jeg kunne bestemt lide musikken. Jeg synes, det var skønt, det var så varieret.  Rent poetisk var det, da filmen på en måde startede med en slags musikalsk indledning, og filmen sluttede med en slags musikalsk afslutning. Det var nogle mere symfoniske musikstykker, nogle mere up beat, mens andre var mere stille og mere countryprægede.  De mere countryprægede musikstykker havde den velkendte steelguitar med. Et af musikstykkerne er tydeligvig tex-mex inspireret. Her har harmonikaen en mere fremtrædende rolle.  Så ja, jeg kunne lide 80 % af musikken eller mere.

Det fungerede fint, med den introduktion der var til hver sang. Det blev mange gange et afslappende intermezzo inden næste sang. Det kunne være de skønne billeder fra prærien, det kunne være stille (nærmest meditativ) musik der akkompagnerede billederne eller snakken fra Bruce Springsteen. Nogle gange sad jeg og tænkte på, at det er noget indstuderet tekst, vi som publikum hører. Alligevel var som om, det der blev sagt, det kom fra hjertet. Så var helt OK.

Til mit spørgsmål om filmen gav et fyldestgørende billede af Bossen. Jeg vil sige både ja og nej. Det er ikke historiefortælling der ridser op, jeg er sådan eller sådan, så skete der det og det, dernæst gjorde jeg det på den måde eller den måde. Men jeg synes, man mærker, Bruce har noget på hjertet, og han fortæller gerne. For eksempel, at han kan lide biler, at han har arbejdet hårdt som musiker, han har som alle andre været nødt til at forholde sig til, hvem han er. Livet har budt på opture og nedture. Mere behøver vi ikke at vide. Resten er privat, og det skal blive ved det. I hvert fald i denne film.

Er der et par kritikpunkter. Ja, det er der. Et par sange virkede lidt for banale og klicheagtig. Jeg skal ikke bedømme valget om at medtage disse sange. Det kan nemt for nogle blive og virke for irrelevant og for personligt, og på den måde uinteressant. Det er smag og behag. De er der. Man kan bare lade være med at lytte. Det samme er det med nogle af disse kamera close ups. Bliver det for meget og intetsigende? Måske visse steder. Måske handler det om et udtryk, man har valgt, og måske er der noget kulturelt, der her spiller ind. Jeg er sikker på, nogle vil finde filmen meget amerikansk. For denne filmseer gør det ingenting. Jeg fokuserer bare på billederne af USAs smukke og storslåede natur og musikken. Nogle vil sikkert også kunne snakke om, Bruce har en ægte arbejderklasse appel eller ej.  Det interesserer mig ikke – ikke til denne filmdenne gang. Jeg ser blot en mand, der har lavet ørehængere med lyrik, der er relaterbar. Det lyder godt. Jeg ser en musiker, og han ønsker at dele noget mere personligt.

Jeg fandt musikken underholdende, og jeg kunne ikke lade være med at rocke til musikken. Jeg nød de flotte ”western billeder”. Jeg nød koncertbillederne. Western Stars albummet indeholder musik, som man kan lytte til. Lidt ligesom før i tiden, da man købte en vinylplade. Så gik man hjem og satte den på. Man satte sig i stolen og lyttede til albummets numre. Kort sagt, man lyttede til musikken. Det var, da også det jeg gjorde under filmen. Jeg fik nemlig ro og stilhed for musikken. Det skabte for mig en kontrast til denne tids øredøvende brug af musik i forskellige sammenhænge og steder. Derfor giver jeg denne film 5 meget flotte stjerner.