Countrymusik er det ikke bare for dem i sydstaterne og Nashville, USA – er det ikke blot nogen sange, man kender, som er fra 1950erne og 1960erne og 1970erne via Dolly Parton, Kenny Rogers, Patsy Cline, Loretta Lynn, Johnny Cash, Willie Nelson, Lynn Anderson, blot for at nævne nogle af de mest kendte stjerner og artister.  

Måske kan den håbefulde og vilde countrysangerinde Rose-Lynn (Jessie Buckley) fra Glasgow i filmen Wild Rose fortælle, hvad der definerer countrymusik og sang.

I hvert fald kommer hun med sin definition i sætningen, som jeg frit citerer; Country music is three accords and the truth.

Så for Rose-Lynn er dette sandt. På sin vis kan man sige, hun lever det.  Livet viser sig helt klart fra den side, da hun endelig kommer ud af sit fængselsophold.

Nu skal hun have styr på mange ting. Der er alt det praktiske som arbejde og bolig, men ikke mindst er det forholdet til hendes to børn og egen mor Marion (Julie Walter).

Hvordan passionen og drømmen skal passes ind og udleves er straks værre.

Det er svært at være til stede i familien som datter – som mor. For drømmen kalder. Nashville kalder. Rose-Lynn tænker på det at synge countrysange hele tiden. Det er det eneste, hun vil. Selv når hun er på sit arbejde, som privatrengøringshjælp støvsuger hos den rige familie, så synger hun og tænker på de musikere, som skal spille for hende. Det imponerer i første omgang den rige families børn. Men husets frue ser også potentialet, og vil gerne hjælpe lidt på vej. Hun skaffer et møde med en countrymusik kender inden for BBC. Det giver noget til vejen mod at realisere sin drøm for Rose-Lynn. Hun opdager, hun måske kan mere end blot at synge. Skal hun skrive egne sange og musik? Der åbner sig også mulighed for et gig til en rund fødselsdag. Det går ikke efter planen.

Rose-Lynn må dykke ned, være ærlig og indse, hvem hun er.

Marion må også ransage og overveje, hvordan og hvorledes hun påvirker hendes datters liv.

Så kommer Rose-Lynn af sted til Nashville med økonomisk hjælp fra sin mor.

Der oplever Rose-Lynn det endelige realitetstjek og erkendelse.  

Ja, hvordan og hvorledes, det ser man på lærredet og lytter til fra den skønne biografstol.

Jessie Buckley er fabelagtig som Rose-Lynn. Hun er charmerende trods karakterens vildskab. Det får hun så flot frem i sin fremtoning og stemmeføring i alle scener, hvor det skal frem. Det virker ægte og naturligt. Dertil får hun én til at lytte, ligeså snart hun synger. Det kommer fra hjertet og virker glødende. Især i scenen, hvor hun sidder og skal optage en sang foran computeren hos den rige familie. Jeg indrømmer, jeg blev rørt over sangen i filmens sidste scene. Jeg måtte tørre mine våde øjne. Sangen er udført flot og smukt. Hvert ord gav mening – havde mening. Den virker meget sjælfuldt og ægtefølt.  Samtidig vil jeg sige, sangteksten beretter, hvad Rose-Lynn har været igennem, og hvor hun er nu. Dertil bruger karakteren sin base, kultur og sine oplevelser til at udtrykke sin sandhed og oplevelse på. Det bliver totalt country.   

Musikkens rolle i filmen kommer ikke som nogen overraskelse. Jeg kan kun sige, foden holdt rytmen på 2 og 4. Musikken gav tempo, understøttede billeder og historie. I min optik hang det flot sammen og skabte en helhed. Guitar, steelguitar og violin, trommer og sang – det var der alt sammen. Oplev blot den første scene med flere.

Historien kan alle forstå og relatere til. Hvem kender ikke til, hvilken udfordring det er at skabe balance mellem passion, drømme og livets praktiske realitet? Historien er nutidig. Jeg kan lide dens opbygning, hvilken drejning den tager, samt hvordan den afslutter det hele.

Wild Rose vil jeg helt klart anbefale. Det er en velkomponeret og genkendelig historie. Musikken fik mig til at rocke med. Sangen rørte mig.  Så af mig får filmen 5 lysende stjerner ud af seks mulige.