Der er visse gyserfilm, som de fleste har set, og så er der dem, som alle burde se. Hvad angår sidstnævnte, så er én af disse den canadiske gyserfilm af Bob Clark Black Christmas, som fylder 50 år denne jul. Der har i generationer været tradition for at fortælle uhyggelige historier her i den mørke tid, og her passer en julegyserfilm fint ind.

Inspireret af klassiske krimihistorier – og blev selv ultra-indflydelsesrig

Black Christmas foregår i et universitetsmiljø i Canada nær juleferien, hvor en mystisk ukendt morder kravler op på loftet i et logehus for en flok studiner og fra sit skjul ovenpå bruger han en telefon til at ringe til en anden telefon i huset, og herefter begynder han at dræbe de unge kvinder én efter én. Her lyder handlingen i høj grad som skabelonen for utallige slasher-gyserfilm, som udkom i en lind strøm i løbet af 1980’erne. Black Christmas hæver sig dog over mængden ved først og fremmest at være blandt de allerførste, men også dels ved at have mere kød på historien og dels ved at være mere sober end mange af sine efterligninger, herunder filmene i Fredag d. 13.-serien (1980-). Black Christmas er nemlig mere i traditionen efter krimien, hvor der bliver etableret et miljø med flere forskellige plotlinjer og subplots, og der er forskellige locations blandt andet på universitetet, hvor de smukke gamle bygninger udgør kulissen. Filmen foregår dog mest i logehuset, hvor morderen opholder sig. Men denne etablering af filmens univers er en vigtig kvalitet, som forekommer, netop før, uhyggen og spændingskurven i filmens fortælling for alvor stiger.

John Carpenters Halloween (1978) er tydeligvis inspireret af Black Christmas, hvilket ses lige fra konceptet med en morder, som myrder unge studiner til brugen af pov-optagelser fra morderens perspektiv. Black Christmas har dog ikke en fængende tema-melodi, som Halloween har, så dette er måske forklaringen på, hvorfor Black Christmas aldrig blev ligeså ikonisk, men Black Christmas gjorde det før, og undertegnede finder den også mere uhyggelig, måske netop fordi Black Christmas heller ikke har en ikonisk morder såsom Michael Myers er det i Halloween.

Effektivt skræmmende gyser

Undertegnede finder Black Christmas meget uhyggelig, eftersom vi i denne film netop intet kender til identiteten af morderen. Han kommunikerer med de unge kvinder gennem telefonen, hvilket fungerer som den primære interaktion med de andre karakterer, og som filmens handling bliver bygget op omkring. I filmens koncept låner filmen også fra vandrehistorien om morderen, der gemmer sig i et hus på overetagen og ringer til den unge pige nedenunder. Filmen When a Stranger Calls (1979) benyttede få år senere samme vandrehistorie til at skabe nogle af de mest effektive og uhyggelige første ti minutter i en åbningsscene i en film. Scream (1996) var tydeligvis også inspirereret af denne mange år efter.

Det faktum, at vi i Black Christmas ikke ser morderen helt, og at hans identitet forbliver ukendt, gør filmen desto mere skræmmende. De groteske udbrud, sammensat af flere forskellige stemmer, som morderen kommer med, er skræmmende, men efterlader i deres sparsomhed meget til fantasien. Da Jess (Hussey) senere kun set øje bag en dørsprække, er det ligeledes i tråd med tommelfingerreglen, at less is more, også når det kommer til at vise noget af monstret: vores fantasi, som selv udfylder hullerne i fortællingen, gør det mere uhyggeligt.

Filmen har desuden flere kendte ansigter på rollelisten: Olivia Hussey spiller hovedrollen som Jess og er kendt fra Romeo & Julie (1968), Keir Dullea, som spillede hovedrollen i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968), Margot Kidder, som tidligere havde betrådt lignende territorium i Brian De Palmas Sisters (1972) og senere blev klart mest kendt for sin rolle som Lois Lane overfor Christopher Reeve som Supermand (1978-), samt genre/kult-films-ikonet John Saxon, som året forinden havde medvirket i Bruce Lee-filmen Enter the Dragon (1973), og et årti efter Black Christmas medvirkede han i en anden kultdyrket ungdoms-slasher-film, igen i rollen som politimand, nemlig A Nightmare on Elm Street (1984).

Filmen har på godt og ondt flere plotlinjer, hvilket giver flere lag og dybde til historien, men kan samtidigt godt få filmens handling til at fremstå lidt mudret, men filmen har et relativt simpelt hovedplot, som er effektivt skræmmende. Filmens præmis blev senere en kliché, men det var det ikke i 1974. Filmen har en særlig stemning, som film fra dengang har, og det er en film, som man sagtens kan gense til jul, hvis man er til genren.