Ridley Scott er netop nu aktuel i biograferne med opfølgeren til en af hans største succeser, nemlig Gladiator. Den britiske instruktør har arbejdet i Hollywood siden 1970’erne, og har flere film på cv’et, hvor nogle er mere (aner)kendte end andre: Alien (1979), Blade Runner (1982) og Thelma & Louise (1991) er blandt de værker, som kritikere i dag peger på som værende blandt hans allerbedste.

Én af de mindre kendte film fra Scotts hånd er neo-noir-politi-thrilleren Black Rain fra 1989. Filmen har været vist på dansk tv en del gange gennem årene, så mange mennesker har nok set den, men den hører stadig til blandt hans mere ukendte og undervurderede film, hvis du spørger undertegnede.

Black Rain kan med lidt god vilje siges at have elementer fra buddy-cop-filmgenren, men man bliver overrasket, hvis man tror, at den har samme komiske tyngde som 48 Hrs., Beverly Hills Cop eller Lethal Weapon. Der er bestemt humor i filmen, hvilket klæder de fleste film, men Scott og co. går mere efter en mere seriøs og hårdkogt tone. Der er dog klart draget inspiration fra Lethal Weapon, og senere igen, i den fjerde film i nævnte filmserie, er der, med plotelementerne med falskmøntneri med tråde til Asien, sendt en hilsen tilbage til Black Rain.

Michael Douglas spiller den hårdkogte politimand Nick Conklin fra New York, som i pausen på jobbet bliver vidne til et dødeligt opgør med forbindelse til den japanske Yakuza-mafia. Conklin og hans makker Charlie (spillet af Andy Garcia) får til opgave at eskortere en Yakuza-boss tilbage til Japan. De amerikanske betjente bliver i den japanske lufthavn narret og kommer til at udlevere forbryderen til sine egne mænd i falske politiuniformer. Conklin insisterer på at rette op på sin fejltagelse og indfange forbryderen igen, men han må snart indse, at han er på dybt, og meget farligt vand, i den japanske underverden.

Filmens manuskript blev i sin tid kritiseret for at bero for meget på genreklichéer, og det er da ikke helt forkert, at filmen benytter sig af mange af de klichéer eller bare troper, som er indenfor politi-thriller-subgenren, herunder den hårdkogte betjent, som bøjer reglerne til sin egen fordel a la Clint Eastwoods ”Dirty” Harry, og, som tidligere nævnt, indeholder filmen buddy-cop-elementerne. Undertegnede finder dog, at klichéer er velkomne i en film, men der skal gøres således, at filmen stadig har karakter og nerve, og dette finder jeg i høj grad er tilstede i Black Rain. Michael Douglas er en hård banan ja, men han er ikke uovervindelig og uden følelser, hvilket understreges kort efter den yderst tragiske hændelse, som han er vidne til i Japan.

Det er i høj grad interaktionerne imellem karaktererne, som giver en film vitalitet, og samspillet, især imellem Douglas som ”fish-out-of-water” overfor det japanske politi, primært repræsenteret af den godmodige, men måske lidt for regelrette kriminalassistent Masahiro Matsumoto (spillet af Ken Takakura), hæver filmen. Nogle vil her nok kritisere, at filmen er lige lovlig amerikansk-egocentrisk, hvor regelbryderen Conklin skal lære den disciplinerede Matsumoto ”den rigtige måde” at være politimand på. Undertegnede finder dog, at Conklin er portrætteret med både positive- og mindre flatterende karaktertræk. Dertil viser han sårbarhed, også helt naturligt ved at være en fremmed i et land, hvis sprog og kultur, som han har meget svært ved at forstå. Han er i Japan desuden naturligvis begrænset qua sin status som civilperson, så det er ikke en todimensionel protagonist, som Douglas portrætterer i filmen.

De, som har fulgt med i filmanmeldelser fra undertegnedes hånd, ved også, at jeg har en forkærlighed for film, der har en vis stemning, og dette hænger i høj grad sammen med miljøet i filmen, men også musikken. Hvad angår filmens miljø, så udgør Japans storby Osaka en stor del af dette. Det neonbadede natteliv i den japanske storby trækker tydelige tråde til Blade Runner, men Black Rain har naturligvis stadig sin egen sjæl. Filmens score, af den senere meget populære Hans Zimmer, ikke mindst i samarbejdet med den britiske filminstruktør Christopher Nolan, har både karakter med mindeværdige temaer samt en indtagende følsomhed inspireret af østerlandsk instrumentering, som hæver filmen.

Black Rain er alt i alt en særdeles underholdende politi-film, hvor plottet kan koges ned til, at betjenten vil fange forbryderen. Dog får filmens handling mere kød på gennem samspillet imellem karaktererne, stemningen og elementet med sammenstødet imellem to kulturer. Det er en film, som man sagtens kan se flere gange og er en klar anbefaling herfra.