Glædelig påske! Blinkende Lygter fylder 25 i år. Hvilket citat er din favorit?
Forfatter: Daniel Frank Nielsen
Blinkende Lygter har gennem de sidste 25 år fået en folkeeje-status, hvor den er enormt populær og endnu mere citatbar rundt omkring i det danske land.
Filmen blev en stor biografsucces og solgte godt på hjemmevideo. Filmen blev for nyligt valgt i en afstemning bestilt af Nordisk Film til at være den bedste danske film, hvilket siger noget om dens folkelige appel. Det er en filmisk cocktail, der sprudler over af dansk humor og mindeværdige scener.
Instruktør/manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen har siden 1990’erne haft en markant stemme indenfor dansk film. Han har lavet Oscar-vindende kortfilm (Valgaften, 1998), skrevet stærke prisbelønnede dramaer såsom Brødre (2004), men det, som han er mest kendt for, er nok hans særlige niche herhjemme i Danmark med at skrive komedier med kulsort humor, et kulørt persongalleri bestående af skæve karakterer og ofte tilsat en god portion vold. Den første af disse film, som han også selv instruerede, var Blinkende Lygter fra år 2000. Det er efter undertegnedes mening også den bedste af disse film.
Handlingen i filmen kredser om de fire hovedpersoner: Thorkild, Peter, Arne og Stefan. De er vaneforbrydere og alle traumatiseret i deres barndom, hvilket også har bragt dem sammen. Thorkild, lederen i gruppen, vælger, efter et kup bestilt af den barske forbryder-boss ”Færingen”, at stikke af med de flere millioner kroner i sedler. De vil køre til Barcelona, men på vejen gennem Jylland bryder deres bil sammen, og de søger skjul i en faldefærdig kro ude i skoven. Det er først kun meningen, at det skal være midlertidigt, men med tiden vil især ikke Thorkild derfra, for han vil have sit eget sted. Herefter følger en række spøjse begivenheder i samspillet med de lokale særlige, mens Færingen er på sporet af de fire venner.
Der er flere temaer i filmen såsom familie og forældreopgør, som også gør sig gældende for alle de fire unge mænd, som vi som publikum ser i flash-backs. Flash-backs i film kan nemt være en faldgrube i film, hvis det bliver unødvendigt for at overforklare eller som fyld. Undertegnede finder dog her, at det her giver værdifuld indsigt i de fire hovedkarakterer og spiller fint ind i forhold til de temaer, som filmen berører.
Karaktererne i A. T. Jensens film er ofte skæve på den ene eller den anden måde, hvilket gør filmene mindeværdige og er en stor styrke. Nogle vil måske mene, at karaktererne i instruktørens film er karikerede og nogle af birollerne er endimensionelle. Der kan dog argumenteres for, at det ikke er et stort problem i Blinkende Lygter, og ligeledes er handlingen i denne film den mest plausible og ikke så outreret og fabelagtig med religiøse/overnaturlige elementer såsom Adams Æbler (2005) eller med quasi sci/fi-horror-elementer som i Mænd og høns (2015). Der er heller ikke tale om en uskøn blanding af meget seriøse emner som død, sorg og skæbne som i Retfærdighedens ryttere (2020), men derimod en film, hvor det dramatiske er fint flettet ind med den kulsorte humor fra A. T. Jensen.
Anders Thomas Jensen har fået den status, som han har, med sin fornemmelse for det komiske og evne til at skrive mindeværdige replikker. Det mere særegne for Blinkende Lygter er, at han inkorporer elementer, såsom samspillet imellem jyder og københavnere, som kan have bidraget til filmens folkelige appel, ikke helt ulig ligesom i De nattergales The Julekalender (1991).
Et vigtigt element i en film er naturligvis også skuespillernes præstationer, og dette gælder også i Blinkende Lygter, hvor det er en af filmens helt store styrker. Søren Pilmark og Sofie Gråbøl var på dette tidspunkt allerede godt etablerede som skuespillere, mens de tre andre; Ulrich Thomsen, Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen var på trinnet til det helt store gennembrud med hovedroller i danske film. Foruden den fordrukne og opfarende læge Karl (Frits Helmuth i en pragtrolle) er der den ærkejyske Ole Thestrup, som blev en genganger i A. T. Jensens film indtil Thestrup efter et kræftforløb blev fjernet fra filmens stjernehimmel for tidligt. Pilmark gør det rigtigt godt i filmen, men af uvisse årsager har han ikke medvirker i en film af A. T. Jensen igen. I de senere år har Nicolas Bro og Lars Brygmann derimod taget over.
Der er flere meget mindeværdige scener i Blinkende Lygter, her er eks. scenen, hvor Arne (Mads Mikkelsen) skyder en ko eller scenen, hvor de fire mænd sammen med det femte hjul Hanne (Sofie Gråbøl) puster æg, og Thorkild (Søren Pilmark) mister besindelsen og i arrigskab råber og slår Hanne hårdt i ansigtet. Det er igen eksempler på den særligt grovkornede humor, som man enten er til eller ej. Nogle vil måske mene, at humoren er plat, men den er også mere underspillet og raffineret, som da en digtsamling af den berømte forfatter ”Ove Ditlevsen” bliver læst op.
Blinkende Lygter vil nok blive kategoriseret som en komedie. Men det er en komedie af Anders Thomas Jensen med de allerede nævnte elementer, som er i hans film. Men der er også en sårbarhed i filmens mere alvorlige elementer. Der går dog ikke socialrealisme i filmen, både grundet humoren, som gennemsyrer filmen, men også den stilisering, herunder symbolik, som A. T. Jensen tilføjer i filmen. Dette ses særligt i flash-back-scenerne, hvor et rundt vindue går igen delt i fire dele af en sprosse. Dette kan symbolisere de fire hovedkarakterer. I al fald kan dette siges at opløfte filmen til kunst gennem de stiliserede valg.
De fire hovedkarakterer er som brødre, hvor dynamikken vel nok er noget, som man kan relatere til, hvis man ligesom undertegnede er vokset op i en brødreflok. De fire karakterer er hinandens selvvalgte familie, som helt tydeligt er et stort tema i filmen. ”Glem aldrig familien”, som en forstokket bedstefar siger til Stefan i et flash-back.
Blinkende Lygter 25 år efter sin premiere blevet folkeeje, som danskerne citerer igen og igen og ynder at gense. Hvorvidt det reelt er en påskefilm kan diskuteres, men man behøver næppe mange undskyldninger for at se filmen, som pt. er tilgængelig på flere streamingtjenester,
Titel: Blinkende lygter
DK titel: Blinkende lygter
Instruktør: Anders Thomas Jensen
Manus: Anders Thomas Jensen
Medvirkende: Søren Pilmark, Ulrich Thomsen, Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Sofie Gråbøl, Iben Hjejle, Frits Helmuth, Ole Thestrup med flere.
Genre: Action, Komedie, Crime
Spilletid: 1h 49m
IMDb rating: 7,5/10– baseret på 25K IMDb bruger afstemninger
Premiere: 2000