Den første Mad Max-film var i årene efter sin premiere i 1979 blevet verdens mest succesfulde film uden om de store studier (målt på ratioen imellem filmens omkostninger og indtjening) med et budget på 200.000 australske dollars mod en indtjening på knap 100.000.000 på verdensplan.

Derfor var en efterfølger naturligvis oplagt, og to år senere i 1981 kom den også – stadig med George Miller i instruktørsædet og med Mel Gibson i titelrollen som ”Mad” Max Rockatansky. Efterfølgeren tjente på verdensplan ikke nær så mange penge som originalen, men dét gjorde den derimod i USA og var med til at gøre Mel Gibson til et navn i Hollywood.

Det er tydeligt, at der i efterfølgeren skete et skift i stil og æstetik siden den første film. Dette skyldes nok et højere budget, for der er denne gang tale om en stilren film mht. miljøet og dermed dét univers, som Mad Max-serien sidenhen skulle blive kendt for: Et goldt og primitivt ørkenlandskab i en postapokalyptisk verden, hvor folk slår ihjel på må og få og alle er optagede af det vigtigste: Brændstof til at drive først og fremmest deres motorkøretøjer.

Der skete et skift i stil men også i genre med denne efterfølger: Hvor den første var et halvt arthouse-drama blandet med rå og brutal genrefilm, er denne et mere rendyrket action-eventyr, som Hollywood laver dem. Men filmen var produceret i Australien. Der bliver dog fulgt Hollywoods traditioner for at benytte sig af forfatter Joseph Campbells definition af ”The Hero’s Journey”, som George Lucas benyttede i Star Wars og Indiana Jones, og som også forekommer i The Lord of the Rings, Harry Potter og mange flere.