Nu hvor sommeren officielt går på hæld, og vejret er lige til at se film, så er det meget passende at se tilbage på tidligere somres blockbustere. I år er 35 somre siden, at Robin Hood: Prince of Thieves havde premiere.

Kevin Costner var allerede blevet en kæmpe stjerne året forinden med det Oscar-belønnede western-drama Dances with Wolves, hvor han selv spillede hovedrollen og i sin instruktørdebut (!) vandt en Oscar for bedste instruktør.

Robin Hood har optrådt på det store lærred i forskellige reinkarnationer siden filmmediets fødsel, så det var derfor ikke noget under, at Hollywood igen i 1990’erne filmatiserede myten om den hutteklædte helt, der stjæler fra de rige og giver til de fattige- og med en af Hollywoods helt store stjerner

Robin Hood-myten er uløseligt forbundet med eskapisme og udgaven med Kevin Costners action-adventure-film følger således det samme spor som milepælen med Errol Flynn i titelrollen fra 1938. Hvor Flynns udgave havde det teatralske islæt med grøn trikot og den særlige lystige stemning, som dengang var oppe i tiden, så er 1990’er-udgaven selvsagt mere moderne og går såvidt efter et mere naturalistisk og realistisk udtryk. Filmen må dog endelig ikke blive betragtet som et historisk drama, for dertil er der taget for mange kreative friheder.

Handlingen i Robin Hood: Prince of Thieves udspringer i Jerusalem, hvor korsfarer Robin of Locksley undslipper fra et fangehul og tager en tilfangetagen maurer Azeem med sig hjem til England. Her erfarer Robin desværre, at den onde sheriff af Nottingham undertrykker befolkningen og har ladet hans fader myrde. Således er der lagt op til en kamp for retfærdighed, hvor Robin påtager sig rollen som de fattiges forkæmper.

Filmen har lidt af det hele. Den indeholder så rigeligt med action, så denne i en trailer blev kaldt ”Raiders of the Lost Sherwood”. Filmen byder desuden på smukke natur-scenerier filmet i England og Frankrig, et fantastisk score af afdøde Michael Kamen, hvor hovedtemaet stadig bliver brugt som fanfare for filmselskabet Morgan Creek.

Der er selvfølgelig også romantik med Robins udkårne Lady Marion spillet af Mary Elizabeth Mastrantonio. Hun er en heltinde, som ikke bare er ren damsel in distress. Således udfordrer hun Robin til en drabelig fægtekamp ved deres første møde i årevis, hvor hun er forklædt som sin egen livvagt.

I andre roller ses Alan Rickman i en fantastisk sprudlende skuespilspræstation som sheriffen af Nottingham. Rickman havde dog efter sigende først ikke lyst til at påtage sig rollen, men Rickman indvilligede da Kevin Reynolds gav ham cart blanche, hvad angår fortolkningen af rollen. Kritikere af filmen mener, at Rickman er en af de eneste lyspunkter, der trækker filmen op. Kevin Costner er en af hovedkritikpunkterne, hvor han efter sigende skulle have forsøgt at indøve en britisk accent, men dette blev tydeligvis ikke til noget i filmen, pånær et spøjst indslag, hvor han forklæder sig som blind. Morgan Freeman må heller ikke glemmes som Azeem, en maurer, som Robin møder på korstoget i Jerusalem.

Alt i alt er undertegnede dog ikke enig i at Costners præstation gør noget graverende for det samlede indtryk. Manuskriptet blev i sin også kritiseret, men igen finder undertegnede, at dette både har nok drejninger og lag nok til en sådan eskapisme-film.

Bryan Adams med signaturnummeret Everything I Do blev i sommeren 1991 et verdensomspændende hit på radioplaylisterne, som du enten elskede eller hadede. Undertegnede finder dog, at nummeret er en fremragende popballade.