Der er visse film, som går under radaren, og her synes undertegnede, at det er fedt at opdage nye film fra bunden af filmkunstens skattekiste. Én af disse er Michael Hoffmans Some Girls (1988). Det er en lidt svær film at kategorisere, og det er måske også derfor, at visse kritikere og publikum har haft svært ved at tage den til sig, mens andre har set filmens kvaliteter, hvor den er gået lige i hjertet med sin usædvanlige natur.

Det er apropos også den smukke canadiske natur med sit snedækkede vinterlandskab, som udgør kulissen for filmen, som foregår i Quebec og omegn ved juletid, hvor den også er filmet, men også i Montreal, som dels fungerer som stand-in for Quebec.

Den unge Michael flyver fra USA til Quebec i Canada for at besøge sin kæreste Gaby fra universitetet. Gaby forlod skolen ret pludseligt uden megen information, men hun har nu ud af det blå inviteret Michael til Quebec for at holde jul med sin familie. Michael er meget håbefuld og gør sig tanker om, hvad dette nu betyder. Han bliver dog snart slemt skuffet, da hun siger, at hun ikke længere er forelsket i ham. Hun virker henover julen dog ret vægelsindet omkring dette, og hun er ikke den eneste i familien, som opfører sig sært. Moderen er streng og katolsk, Gabys to søstre viser også interesse i Michael, og faderen i huset, en professor, skriver den definitive biografi om filosoffen Blaise Pascal, hvilket må og skal foregå uden en trevl på kroppen, for ellers kan han ikke arbejde. Michael begynder dog at udvikle en særlig relation til Gabys tilsyneladende halvt demente mormor.

En blanding af amerikansk mainstream og europæisk arthouse

Der er tale om en ungdoms-romantisk film tilsat farceagtige (sex)komedie-indslag samt nogle dybere (pseudo)filosofiske elementer. Det er mainstream møder arthouse, hvilket nok skyldes den walisiske manuskriptforfatter Rupert Walters europæiske ophav, mens det amerikanske filmselskab med Metro Goldwyn-Mayer med filmstjernen Robert Redford har produceret filmen.

Der er derfor scener, som er hylemorsomme – med og uden – nøgenhed involveret, og således er filmen ikke langt fra andre ungdoms-sex-komedier i 1980’erne, dog uden at fremstå plat, men samtidigt er der også en dyb inderlighed og følsomhed og ja, romantik i filmen: Protagonisten, den amerikanske Michael, er spillet af den dengang 21-årige Patrick Dempsey, den senere ”McDreamy”-læge fra tv-serien Grey’s Anatomy (2005-). I 1980’erne, før han var udvokset, spillede han ofte rollen som nørd med en spinkel kropsbygning og en lidt akavet, men charmerende fremtoning. Dempsey er her velvalgt til rollen som en følsom ung mand, hvor mange unge mænd nok kan relatere til situationen, hvor man har følelser for en pige, som ikke kan gengælde dem, og som måske værre endnu giver dig mixed signals, hvor hun skifter mellem at virke interesseret og afvisende, hvilket medfører en følelsesmæssig rutsjebanetur, herunder stor frustration. Det er her, at Michael opdager, at han måske har en stærkere relation til Gabys mormor af familien L’umere end den flyvske og egoistiske D’Arc-familie, som Gaby tilhører gennem sin far. Jennifer Connelly, som her som stor teenager for første gang spiller på sin seksualitet i en rolle, er velvalgt som en flyvsk, overfladisk og først og fremmest umoden pige, som med sit særdeles smukke udseende og uforudsigelige (både spændende og frustrerende) adfærd, udgør fristelsen, som til tider gør livet surt for Michael.

Der er – foruden en romantisk, ja endda sentimental, atmosfære – også nogle dybere lag i filmen: Filmens manuskriptforfatter Rupert Walters synes at være optaget af mysteriet ved kvinder, hvortil faderen er hans talerør: Uanset, hvor længe du har kendt dem, vil du aldrig i sandhed kende dem. Walters litterære/akademiske baggrund kommer her til syne gennem referencer til bl.a. den amerikanske forfatter William Faulkner og i filmen ses der mindst én meget passende kunstnerisk afbildning af tre kvindelige sagnfigurer, som gør det ud for filmens tre søstre. Nogle vil dog kritisere filmen for, at disse mere dybe og (pseudo)filosofiske elementer virker lidt påklistrede, eller i al fald som en lidt uskøn blanding med ungdomskomedie-indslagene, i filmen.

Foruden den smukke natur i Canada og ligeså smukke historiske bygninger i Quebec og Montreal, så må set-designet/kulisserne i familien D’Arcs hus også roses. Det er et hus, som med sine næsten barokke udsmykninger medvirker til den særlige og lidt underfundige stemning, som gennemsyrer filmen. Undertegnede skrev tidligere i år en anmeldelse af Jan De Bonts The Haunting (1999), hvor jeg roste argentinske Eugenio Zanetti, som stod bag kulisserne og det er rent faktisk også ham, som har designet kulisserne i Some Girls.