Val Kilmer får assistance af Michael Douglas i en god gammeldags eventyrfilm om jagten på to menneskeædende løver.

Det kan næppe være gået manges næse forbi, at den amerikanske skuespiller Val Kilmer døde forleden i en alder af kun 65 år. Kilmer havde i årevis kæmpet med cancer, som han også var blevet behandlet for, men 2025 var året, hvor en lungebetændelse blev hans endeligt.

Val Kilmer har en markant karriere bag sig og efterlader sig således et eftermæle, hvor mange vil huske ham for hans markante skuespilspræstationer i 1980’er- og især 1990’erne. Her kan roller nævnes i film som Ice-Man i Tom Cruise-klassikeren Top Gun (1986), Willow (1988), personificeringen af Jim Morrison i Oliver Stone-filmen The Doors (1991), Doc Holliday i Tomb Stone (1993) og i Michael Manns Heat (1995). Sidstnævnte film udkom samme år, som Kilmer indtog rollen Batman for første og eneste gang. Senere havde han hovedrollen som Simon Temple i The Saint (1997), hvorefter han fortsatte med skuespillet i det nye årtusinde, men 1990’erne var klart Kilmers storhedstid, hvorefter hans stjernestatus faldt, sandsynligvis også grundet hans ry for at være svær at samarbejde med. Én af rollerne fra 1990’erne er i den oversete adventure-thriller fra 1996 The Ghost and the Darkness.

Der er tale om en eventyr-thriller, hvor den irske ingeniør – og oberst –John Henry Patterson (Kilmer) i året 1898 får til opgave at konstruere og opføre en bro over en flod i Tsavo, Kenya. Det varer dog ikke længe, før to menneskeædende løver begynder at dræbe arbejderne på broen i flæng. Pattison er selv jæger men får med tiden assistance af den legendariske jæger Charles Remington (Michael Douglas) til at nedlægge de to plageånder, som får mytisk status med de navne, som de lokale døber dem: Spøgelset og Mørket. Filmens handling er baseret på en virkelig historie i Tsavo i 1898, hvor de virkelige to løver var mankeløse hanner, som slog et tocifret antal broarbejdere ihjel.

Der er tale om en god, gammeldags eventyrfilm, som man lavede dem siden filmmediets begyndelse, hvor det netop ofte har været den eksotiske afrikanske natur, som har udgjort kulissen. Instruktør Stephen Hopkins, som tidligere stod bag blandt andet Predator 2 (1990) og Blown Away (1994), har instrueret denne eventyrfilm med en god fornemmelse for suspense og det episk-storladne. Når de to jægere begiver sig gennem de afrikanske sletter og urskov føler man som publikum virkelig, at man er med dem. Der er ikke tale om teateragtige kulisser som i film fra 1940’erne, og ej heller ikke cgi som i moderne film. Dette gælder også de to antagonister i filmen; de to løver, som er virkelige løver. Der er lagt en fremragende stykke arbejde i at få de to løver til at medvirke, så det fremstår realistisk. Men at skabe suspense – og decideret uhygge – i en film går ofte også ud på ikke at vise for meget, for vores fantasi udfylder resten og øger mystikken og uhyggen. I begyndelsen af filmen er det netop også kun sparsomt, hvor meget, som vi ser af løverne. Her trækker filmen højst sandsynligt på en anden klassisk film om et menneskeædende uhyre:

Inspirationen fra Steven Spielbergs Jaws (1975) er svær at benægte, ligesom mange film før også syntes at være inspireret af Spielbergs klassiker. The Ghost and the Darkness er dog i høj grad sin egen film, og selvom den unægtelig aldrig har fået klassiker-status, så er den efter undertegnedes mening en meget, og uretfærdigt, overset film, som burde have mere anerkendelse.

Michael Douglas fik, qua sin funktion som filmens producer, efter sigende tilranet sig langt mere spilletid i filmen, end hvad manuskriptet i første omgang lagde op til. Han gør dog en god figur i rollen, og hans iltre og brovtende karakter, overfor Kilmers mere stoiske og kontrollerede Patterson, skaber en glimrende dynamik, som er filmens helt store styrke. Det er netop her i samspillet mellem filmens mandlige karakterer, som også tæller den indfødte Samuel (spillet af John Kani), at filmen bliver seværdig og får gensynsværdi. Dertil er der nok noget unægtelig machoagtigt og primalt i temaet med mennesket, som skal dræbe vilddyret eller selv blive dræbt, som appellerer til nok særligt det mandlige publikum. Hvad angår lighederne med Jaws, er det dertil næppe tilfældigt, at Patterson (Kilmer) tangerer den stilfærdige og pæne sheriff Brody, Remington (Douglas) er ligesom Quint i Jaws en legendarisk nedlægger af de farlige dyr, som er på spil i de respektive film, og Samuel er lidt ligesom Hooper en person, som ved en masse ting, men som kan finde på at gemme sig og undgår at ende i uhyrets gab. Dertil er der karakteren Angus Starling (Brian McCardie), som den skotske missionær, som bidrager til den komiske og muntre tone karaktererne imellem.

Musikken i filmen skal også fremhæves, og ligesom i flere af undertegnedes anmeldelser på Filmsiden.dk, så er det igen den legendariske Jerry Goldsmith, som har komponeret underlægningsmusikken til filmen, hvor han formår at inkorporere afrikansk-indfødte korstemmer med en mere konventionel instrumentering. Korstemmerne bliver et gennemgående tema i musikken og er med til at skabe stemning og en energi, som også skubber på fremdriften i filmen.

Alt i alt har Stephen Hopkins med Val Kilmer og Michael Douglas skabt en film, som måske ikke rummer de helt store dybder og kompleksitet i handlingen. Dette behøver alle film nu heller ikke at have, og selvom The Ghost and the Darkness forståelig nok aldrig får samme status som Jaws, er der ikke desto mindre tale om en virkelig veludført og spændende god gammeldags eventyrfilm sat i det eksotiske Afrika. Det er en film, som holder snart 30 år efter sin premiere og kan sagtens ses flere gange