Menu Luk

Heath Ledger

SOME MEN JUST WANT TO WATCH THE WORLD BURN” – ET PORTRÆT AF ‘JOKER’ GENNEM TIDEN

Introduktion

Vi på Filmsiden ser, som mange andre, ufatteligt meget frem til at se den nyeste udgave, af den nok mest ikoniske skurk igennem filmhistorien, Joker. Derfor varmer vi op til Todd Phillips’ udgave, der kommer i biografen den 3. oktober, med en artikelserie, hvor vi gennemgår nogle af de forskellige udgaver af Joker gennem tiden – både på TV, i film og den animerede slags.

Vi skal helt ned under huden på karakteren og finde ud af, hvorfor den vanvittige klovn fra Gotham er blevet så legendarisk og mytisk. Skuespillerne bag masken bliver naturligvis også genstand for analyse og vurdering – fra Cesar Romero til Joaquin Phoenix. Alt dette skulle gerne fungere som den perfekte optakt til, når Joaquin Phoenix endelig tuner frem på lærredet i klovne make up og et lumsk smil.

Heath Ledger

Medvirkende: The Dark Knight
Periode: 2008

Vi er nået til Heath Ledger, der posthumt fik en Oscar for sin fremragende præstation i Christopher Nolans The Dark Knight. En rolle, der blev skælsættende ikke kun for Batman franchiset, men også for Heath Ledger selv, da han desværre valgte at begå selvmord kort tid inden filmen fik premiere. Der er mange teorier om Ledgers tragiske selvmord, det er dog ingen tvivl om, at rollen tog hårdt på Ledger. Kort inden optagelserne brød moderen til Ledgers barn, Michelle Williams, med den 28-årige skuespiller. Et brud, der angiveligt tog hårdt på Ledger og ledte ham ud i et stofmisbrug kædet med depression.

Læs også:  Joaquin Phoenix - Et portræt af 'Joker' gennem tiden

“I’m like a dog chasing cars, I wouldn’t know what to do if I caught one, you know, I just do…things.” Sådan beskriver Jokeren sig selv overfor en sengeliggende Harvey Dent, en beskrivelse, der passer perfekt på Heath Ledgers udgave af superskurken. Han er ikke motiveret af hverken penge og blodtørst. Han elsker anarki og bekymrer sig ikke særlig meget om sit eget liv. En superskurk, der stiller Batman i nogle seriøse moralske dilemmaer – hvilken båd skal sprænges i luften: Den med helt almindelige mennesker eller båden fyldt med dømte kriminelle? Det er med eksempler som dette, at Heath Ledgers Joker hæver sig over standarden af mere eller mindre fantasiløse skurke, som ”bare” vil slå folk ihjel eller stjæle enorme summer til sig selv. Det er også i moral og etik, at Jokeren gør Batman til en bedre protagonist. Han tvinger Batman til at tage stilling til nogle umulige dilemmaer, hvilket viser den indre kamp og splittelse hos Batman. Dette giver en mere fyldestgørende repræsentation af Batman som mere end bare en helt, der altid gør det ”rigtige”.

En stor del af legenden om Ledgers Joker må også tilskrives hans fantastiske stemmearbejde – den joviale og nærmest overspillede latter, der på skræmmende vis går over rent raseri. Rygtet vil vide, at Ledger isolerede sig selv i 6 uger på et hotelværelse, hvor han udelukkende arbejdede på Jokerens stemme og grin. Dedikation man sjældent ser i filmbranchen, desværre et niveau af dedikation, der nok var med til at tage livet af ham. Heath Ledger er ikke den eneste, der har fået rollens dystre sider at føle på egen krop. “The role of being The Joker will haunt you, the role is so dark, that you probably won’t be able to sleep, but enjoy the role as the Clown Prince of Crime, because it’s nothing but good fun.” forklarer Jack Nicholson om sin tørn, som klovnen fra helvede.

Læs også:  Mark Hamill - Et portræt af 'Joker' gennem tiden

Der er ingen tvivl i mit sind – Heath Ledger var den perfekte Joker. Det er svært at forestille sig, at man kan tage rollen til et nyt niveau, hvilket gør ventetiden på Joaquin Phoenix præstation i den kommende film endnu længere. Jeg er dog fortrøstningsfuld i forhold til Joaquin Phoenix som den næste Joker. Han har vist i flere film, at han besidder et lignende talent, som Heath Ledger, til at få de finere nuancer i vanviddet ud af en rolle. Det bedste eksempel på dette er nok hans rolle som Joe i You Were Never Really Here.

Klip