"Slangedræber" udtaget til hovedkonkurrence i Cannes
Den danske politiserie “Slangedræber”, der er produceret af Nordisk Film Production, skal dyste i hovedkonkurrencen for serier i langt format ved Canneseries, som er én af verdens mest prestigefyldte seriefestivaler.
Når den internationale seriefestival Canneseries løber af stablen fra 23.-28. april er det med et flot dansk fingeraftryk. Den kritikerroste politiserie “Slangedræber” med Pilou Asbæk i hovedrollen er udtaget til hovedkonkurrencen for serier i langt format. “Slangedræber” er produceret af Nordisk Film Production og fik premiere i januar på Prime Video.
“Med Slangedræber viser Anders Ølholm, at han er en toneangivende skaber, der forvandler rå realisme til stærke, kunstnerisk gennemførte fortællinger, som vi er enormt stolt af. Med mere end 1.000 europæiske serier om året er det en stor anerkendelse at være blandt de få udvalgte til at deltage med “Slangedræber” i Canneseries 2026,” siger seriens producere Mette Høst Hansen og Mia Marie Borup.
Til Canneseries skal “Slangedræber” dyste om fem forskellige priser: Bedste serie, Bedste manuskript, Bedste musik, Bedste skuespil og Special Performance-prisen.
“Slangedræber” (eng. titel: “Snake Killer”) følger “Smiley” (Pilou Asbæk) og hans kolleger i Uropatruljen, den mest berygtede politienhed i dansk historie. Da hans meddeler bliver dræbt af en bande, starter “Smiley” en jagt på “Hugormen”, en sagnomspunden heroinbagmand. I konstant fare for at blive offer for politiets moderniseringer eller bandernes brutale metoder kæmper “Smiley” og uropatruljen for at opnå retfærdighed for dem selv og deres by.
“Slangedræber” er skrevet, konceptueret og instrueret af Anders Ølholm, der tidligere har stået bag bl.a. “Shorta” og “Ækte Vare”. Serien er på fire episoder á 50 minutter, Kasper Munk har instrueret afsnit tre og fire. Den er produceret af Mia Marie Borup og Mette Høst Hansen for Nordisk Film Production med støtte fra Public Service Puljen og fik premiere på Prime Video den 16. januar 2026. Foruden Pilou Asbæk er også Lars Ranthe, Joen Højerslev, Joey Moe, Mira Elisa Obling og Laura Christensen blandt de medvirkende.