Der findes kærlighedshistorier, som ikke blot fortælles, men som insisterer. Denne film er en af dem. Kasper Kalle’s færøske kærlighedsdrama er ikke drevet af mørket, men af den stille, stædige kraft, der opstår, når to mennesker ser hinanden for første gang — og ikke kan lade være.

I centrum står Pilou Asbæk som Helge, en dansk hvalfanger, der ankommer til øerne som en fremmed skikkelse, båret af havets ru kraft og en sorg, han ikke taler om. Pilou spiller Helge med en tyngde, der ikke behøver store armbevægelser. Han er en mand, der har levet længe i stormvejr, og som pludselig møder noget, der føles som læ. Det er en af hans mest imponerende præstationer i nyere tid — en rolle, hvor han både er farlig, blid, uigennemskuelig og dybt menneskelig.

Over for ham står den unge Baldur, spillet af Egor Venned, hvis debut er så naturlig og ren, at man næsten glemmer, at han ikke har gjort det her hele livet. Baldur er ikke blot betaget af Helge. Han bliver forandret af ham. Deres møde er ikke en nutidig fortælling om identitet eller kategorier — det er historien om to sjæle, der genkender hinandens længsel i et øjeblik, hvor ingen af dem burde. Dengang fandtes der intet sprog for den slags følelser. Man talte ikke om at være forelsket i en af sit eget køn; man blev blot ramt af en stille kraft, som ikke lod sig forklare. Filmen skildrer dette med en poetisk stilhed, hvor kærligheden ikke behøver navngives, men vokser som tågen over fjeldet.

Netop fjeldet spiller en af filmens stærkeste scener. Baldur og de andre bevæger sig op gennem den tætte tåge, og verden lukker sig om dem som en osteklokke. Lydene dæmpes, konturerne forsvinder, og følelserne står tilbage — nøgne og uundgåelige. Det er en scene, der blæser én bagover i sin enkelhed. Den samme effekt opstår under vandet, hvor filmen skaber et vakuum af ro og susen. Man holder næsten vejret, fordi det føles, som om man selv er dernede, fanget mellem liv og død, og mest af alt mellem kærlighed og frygt.

Filmen er også en fortælling om en mor, Ásla, der har mistet alt, undtagen sin søn. Sofia Nolsøe spiller hende med en smerte og inderlighed, der ligger som en skygge over hver bevægelse. Hun presser Baldur, fordi hun ikke kan miste mere — for hun har intet tilbage at give af. I det lille samfund, hvor alle taler, alle ser, og alle dømmer, står hun alene, næsten. Kun få kommer hende reelt til undsætning, og filmen viser med stor følsomhed, hvordan kærlighed og frygt kan være hinandens spejlbilleder.

Visuelt er filmen en gave. Færøerne er imponerende, selv når vejret er barskt, og naturen bliver en karakter i sig selv. Det er en film, der tør være stor i sit udtryk og stille i sin smerte.

NO REST FOR THE WICKED er en film, der står med en sjælden styrke — rørende, modig og båret af en følelsesmæssig klarhed, der borer sig ind i én og bliver dér. Uden at afsløre noget, er afslutningen en stille markering af alt det, filmen har bygget op. Den føles både sand og uundgåelig; som om historien kun kunne bevæge sig netop dér hen, hvor kærligheden får det sidste ord.

Filmen får fire stjerner ud af seks mulige.