Quentin Tarantino er en instruktør, som mange har delte meninger om. Tydeligvis laver han film, hvor menneskets voldelige natur rent visuelt bliver vist på en måde, man kan kategorisere som bemærkelsesværdig – positivt eller negativt. Filmenes eksplicitte beskrivelse af den mørke voldelige del af et menneskets natur kan man nemt opfatte rystende og konfrontatorisk – eller som andre finder, bliver det vist på en måde, så man kan holde det ud, og med en finesse og perfektionisme, hvor det bliver stilrent og raffineret. Nogle går så langt til at sige, at det er æstetisk. Hvilket er et stort og usædvanligt ord at bruge, når det handler om vold og ødelæggelse. 

Det er i hvert fald min første tanke efter at have set ‘Kill Bill; Volume 1’ første gang i biografen. Jeg er underholdt af den fiktive og dramatiske historie,  setting og de flotte billeder, og det detaljerede og gennemtænkte i en kampscenes koreografi. Quentin Tarantinos evne til visuelt at vise og fordre det karakterdrevne ser vi især i brugen af TRUNK og POV-vinkler på kameraet. På den måde bliver problemstillingen meget klar og tydelig allerede i de første scener, og også hvilke karakterer og miljø, vi har med at gøre. Tonen bliver også lagt an med sangen ‘Bang Bang (My Baby Shot Me Down)’ sunget af Nancy Sinatra. Det giver yderligere indikation på, hvad vi kan forvente af filmen, og hvad det handler om.

Ikke mindst er filmen en smart og vellykket kombination af flere forskellige filmgenrer. Det er en fiktiv historie, som har noget spaghettiwesternagtigt over sig, noger vi genkender fra samuraifilm, og ikke mindst er der animè-delen. Dertil den ekstremt veltilpassede musik, som er med til at fortælle og understøtte filmens historie og billedside. Skulle man gå ned i netop denne detalje, ville dette blive en større analyse. Det er ikke meningen i denne På Denne Dag Artikel.

Skuespillet er i topklasse. Uma Thurman har været nomineret og vundet flotte priser for sit portræt af karakteren Beatrix Kiddo, som er den frygtløse kvindelige lejemorder, Black Mamba, også kaldet  “Bruden”.

Det er en hardcore kvindes hævnhistorie, som udspiller sig på lærredet under filmen.”Bruden forsøger at komme væk fra sit liv som lejemorder, da hun opdager, hun er gravid. Hun bliver efterfølgende kropsligt maltrakteret af ex-kæresten og chef Bill, spillet af David Carradine under sit nye liv og bryllup i Texas. Hun ender på hospitalet i komatøs tilstand i 4-5 år. Under denne tid tillader en mandlig sygehjælper, at hun bliver seksuelt misbrugt for penge. Hun vågner en dag, bliver bevidst, og må stille sig selv spørgsmålet: hvad er der sket med mit barn, og hvor er mit barn? Hun vrikker sine tæer i mange timer. På den måde vågner hun fuldstændigt op mentalt og kropsligt.  Nu begynder hun at agere på sin plan om at hævne, det hendes såkaldte venner i ‘Deadly Viper Assassination Squad (DiVAS) gjorde mod hende. Ja, en Black Mamba slange – eller en forhenværende gravid brud, der mangler sit barn – er ikke til at spøge med. 

Personligt, bryder jeg mig ikke om splatterfilm, hvor blodet skal flyde for at flyde, og actionfilm som har en tynd, uinteressant og intetsigende historie uden et virkeligt punch. Dog må jeg indrømme,  at ‘Kill Bill: Volume 1’ gav mig en anderledes oplevelse. Et eksempel er animationscenen med historien om O-Ren Ishii med kaldenavnet ‘Cottonmouth’ (Lucy Liu). Min tanke er, at det er genistreg at lave denne scene som animation og ikke i levende reelle billedsekvenser. For mig bliver det mest blodige lettere at se på og på den måde nemmere konsumere, da det er tegnet.

Det jeg finder spændende og interessant ved filmen, er Quentin Tarantinos evne til at skrive og fortælle en historie, som er fiktiv og underholdende med et skær eller islæt af noget, som kunne være reelt og en pærevælling af kendte filmgenrer, som fungerer. ‘Kill Bill: Volume 1’ er en halsbrækkende imaginær hævnhistorie med en yderst slagfærdig og bomstærk kvindelig protagonist. Den absolut velvalgte musik er med til at fortælle historien, hvilket giver en helhedsoplevelse. Filmen er bestemt værd at se flere gange og diskutere, som for eksempel Quentin Tarantinos evne som filmmager, historieskriver og evne til at fange publikum. Det er en af de få gange, jeg kan sige, det lykkes med at skrive et stykke fiktion  med skaberevne, der får diskussionen om æstetik og artisteri frem.