Der findes serier, der underholder – og så findes der serier, der rammer én lige i maven. Familier i Norden hører til den sidste kategori. Inspireret af virkelige hændelser og autentiske stemmer fra Aarhus’ glemte boligområder, formår serien at give et sjældent ærligt og intenst indblik i en virkelighed, de færreste af os kender til, men som føles skræmmende tæt på.

I centrum står Sami, der vender hjem fra en “genopdragelsesrejse” og forsøger at starte på ny. Men fortiden slipper ham ikke så let. Hans lillebror er fanget i kriminalitet, moren kæmper for at holde sammen på resterne af familien, og hele tiden ulmer spørgsmålet: Kan man bryde fri af de mønstre, man er født ind i?

Serien balancerer fornemt mellem hård realisme og dyb menneskelighed. Den viser de grå nuancer i stedet for at pege fingre. Hver karakter føles levende og troværdig, som mennesker man kunne møde i virkeligheden. Det skyldes ikke mindst det stærke skuespil – især Arian Kashef som Sami leverer en præstation, der både rummer sårbarhed, vrede og håb.

Instruktør Milan Ganesan og manuskriptforfatterne Bashar El-Zouheiri og Christian Gamst Miller-Harris har skabt en serie, der sitrer af energi og autencitet. Kameraet er tæt på, sproget er råt og ægte, og miljøet summer af liv – man mærker, at historien er fortalt indefra af folk, der forstår miljøet og menneskene i det.

Det mest imponerende er dog, hvordan Familier i Norden formår at holde seeren fanget. Hvert afsnit føles intenst og presserende – man kan næsten lugte gadestøvet, mærke konflikten i brystet og høre pulsen stige, når tingene spidser til. Det er en serie, der får én til at glemme tiden, fordi man simpelthen må vide, hvordan det går familien.

Familier i Norden er ikke bare en serie om kriminalitet og kulturkonflikter – det er en fortælling om kærlighed, loyalitet og kampen for at skabe et bedre liv. Den viser, at håbet kan findes selv de mørkeste steder, og at familie ikke altid handler om blod, men om bånd.