Det lille hus på prærien

Som  barn husker jeg at ligge foran fjernsynet for at se ‘Det lille hus på prærien’. Serien kunne man se fra det første afsnit i 1974 til det sidste i 1983.  Det var spændende og på sin vis et genkendeligt univers, der blandt andet handler om overlevelse under barske forhold på prærien. Det er et familiedrama. Vi oplever, det handler om naboskab. Ikke mindst får man et indblik i livet som pioner og nybygger i det vilde Vesten. Serien blev et globalt fænomen, der betragtes som hjertevarm i sin skildring af familieværdier med mere. Kort sagt, en serie der kunne samle og skabe hygge og samtale.

“Den 9. juli får Laura Ingalls’ semi-selvbiografiske fortælling om sine barndomsoplevelser premiere på Netflix i en ny fortolkning af Little House on the Prairie”.  Jeg vil i denne anmeldelse kommentere den nye indspilning. Måske nævne, hvordan jeg husker den originale indspilning, så at sige. Det skal også nævnes, at denne anmeldelse er baseret på de første 8 afsnit.

Inden vi går videre, er det vigtigt at vide, Laura Ingalls skrev 8 eller 9 bøger om sine barndomserindringer. Det bliver overordnet til  ‘Det lille hus på prærien’ i tv-verdenen, som jeg har forstået det. Bøgerne udkom i årene fra 1932 til 1971. Disse har jeg ikke læst. Dog, vi må huske, filmmagere trækker fra og lægger til for at få det til at fungere på tv og som serie.

Selve historien behøver et kort resume til nyt publikum, som ikke kender serien eller historien. Det handler om familien Ingalls. Den består af moren Caroline og faren Charles Ingalls og deres døtre Mary og Laura. De flytter fra deres nærmeste familie og trygge liv i Pepin, Wisconsin for at skabe et rigere og bedre livsvilkår for kernefamilien. Vi ser i den nye indspilning deres spæde start på nybyggerlivet i Independence. Derefter tager de videre til Walnut Grove Minnesota – som ikke er en afsløring. Nu begynder dagligdagen. Det nye liv byder på udfordringer og strabadser af forskellig styrke. Hvad de oplever, og hvordan de står disse igennem, må man selv se for at forstå og få med sig.

Noget af det, som slår mig, er tonen i serien. Det visuelle er i de første 8 afsnit mange steder i en mørk tone. Hvilket passer til livet som nybygger og naturen omkring. Seriens modlys – og landskabsbilleder får megen skærmtid. Jeg blev personligt glad for disse scener. Det er uendelig barsk og smukt på samme tid. Det passer til familiens rejse mod det nye sted. Samtidig er det en påmindelse om, at naturen er, noget vi mennesker må lære at leve med- jeg  mener uanset tidsalder og sted på jorden. Musikken er også værd at nævne. Hvem husker ikke søstrene Ingalls løbe ned ad bakken på engen til lys og munter musik. I den nye version af serien er musikken mørkere og mere stemningsfuld. Det passer til historiens dramatiske begivenheder. Tydeligvis er der fokus på det hårde og ubarmhjertige liv nybyggere mødte i Amerika. Se blot scenerne med indianerne. Seriens hele fjerde episode beskriver det også flot. Afsnittet tør jeg sige er min favorit indtil videre. Jeg kan lide det, da det er en del af menneskets historie, der er værd at vide noget om  for alle. Det er vigtigt at forstå en tidsalders levevis er forskellig fra vores nutidige. Det sidstnævnte kan også være et kritikpunkt, der får folk til  sige, at det er irrelevant og kedeligt. Men for mig er det faktisk en positiv ting.

Skal vi kort nævne skuespillerne, så viser de i serien bestemt, at Ingalls tror på ærlighed og gode værdier og så  videre. Se blot scenerne, hvor kirken skal bygges og det store møde blandt kvinderne med mere. Laura Ingalls bliver spillet af Alice Halsey. I min verden passer hun godt til rollen og har et charmerende smil. Hendes blik er fast og undviger ikke når hun vil opnå noget. Luke Bracey indtager hovedrollen som Charles. Han får frem, at han tager familien med på et usikkert eventyr. Alligevel gør han alt for, at familien skal have det godt. Der er en fin skuespilenergi mellem far og datter. Noget siger mig, at Charles Ingalls er min favoritkarakter.

Personligt kan jeg lide serien, da den viser, hvor benhård man måtte være for at klare livet sidst i 1800-tallet. Det visuelle er smukt og billedskønt. Musikken understøtter historien og billederne. Det lover godt. Serien er værd at få med sig, og jeg giver den 5 små flotte stjerner ud af 6 mulige.