TV 2’s nye dramaserie Løgnen er et stykke velproduceret dansk tv, der desværre aldrig for alvor formår at trænge ind under huden. Med sin solide tematiske ramme og et stærkt makkerpar i front leverer serien en håndfuld halvtimesafsnit, der fungerer glimrende som afslappende underholdning – uden dog at sætte sig spor.

Serien tager sit udgangspunkt i et socialrealistisk miljø på Vestegnen, hvor vi følger den unge Sille (spillet af debutanten Tessa), som er på kontanthjælp og tvinges ud i aktivering som sosu-assistent. Her møder hun den garvede og nedslidte Rie (Iben Hjejle), som både fungerer som læremester og moralsk kompas – i hvert fald i teorien. Sammen bliver de to kvinder viklet ind i et uigennemsigtigt net af manipulation, tavshed, magtmisbrug og hverdagslige kompromiser.

Et middelmådigt manuskript løftes af stærke skuespillere

Det, der for alvor holder Løgnen oppe, er samspillet mellem Tessa og Iben Hjejle. Serien lægger sig op ad den klassiske buddy-formel, og det virker overraskende godt – trods den lidt tunge tematik. Tessa er overbevisende som den uslebne og kompromisløse Sille og formår at bringe en troværdig kant til en karakter, der kunne være endt som en karikatur. Der er noget råt og uforfinet over hendes udtryk, og netop dét gør hende interessant at følge.

Iben Hjejle leverer samtidig en velafbalanceret præstation som den slidte Rie, der på overfladen forsøger at holde facaden og kontrollere sit liv – men bag masken kæmper med systemets realiteter og egne begrænsninger. Hun er seriens stabile centrum og den følelsesmæssige kerne, selv når plottet begynder at vakle.

Desværre er det netop plottet og manuskriptet, der halter. Historien bevæger sig forudsigeligt fremad uden de store højdepunkter. Serien forsøger sig med en tragisk hændelse og et efterfølgende opklaringsforløb, men det bliver aldrig rigtig spændende. Konflikterne mangler tyngde, og flere karakterer forbliver stereotype – især Patrick (Zaki Nobel), hvis udvikling føles underfortalt og unuanceret.

Velmenende, men for nem at glemme
Løgnen har en tydelig ambition om at sætte fokus på social ulighed, køn, omsorgsarbejdets vilkår og magtstrukturer i velfærdssamfundet. Det er prisværdigt, men serien formår ikke at bringe disse temaer helt i mål. Den kradser mest i overfladen og efterlader seeren med fornemmelsen af, at det hele kunne have været lidt skarpere – lidt dybere, lidt mere gribende.

Det sagt, så er serien både underholdende og let at gå til. Med en samlet spilletid på cirka tre timer og en let fordøjelig tone, er den oplagt som søndagsserie. Man kan sagtens læne sig tilbage med en kop te, følge Sille og Rie gennem hjemmeplejens snørklede hverdage og alligevel holde øje med mobilen uden at miste tråden.

Løgnen er ikke en serie, der vil blive husket for sit plot eller sin intensitet. Den er et stykke midterfelt-dramatik, der aldrig for alvor rammer dybt, men som heller ikke falder igennem. Serien vinder primært på sine to hovedrolleindehavere, som løfter materialet og giver det den menneskelige varme og kant, som manuskriptet mangler.

Det er ikke stor kunst, men det er heller ikke spild af tid. Hvis man søger noget ukompliceret og menneskeligt på skærmen en stille eftermiddag, er Løgnen et fornuftigt valg.