Kan du tale lidt om det blive berømt skuespiller versus det at blot være en skuespiller, fordi man kan lide det?

Søren:

Det at blive berømt er et sideprodukt. Det betyder ligesom, at du har gjort noget godt arbejde. Der er forskel på det at være berømt og kendt.  Alle kan blive kendt. Du kan gå ud og lave en masse ballade, og så kan du blive kendt. Men at blive berømt er ligesom et sideprodukt af at have gjort noget godt arbejde. Jeg synes jo, det kan blive et problem, hvis målet er at blive berømt. Fordi, jeg synes ikke, det skal være ens mål. Man skal følge ens drøm for at arbejde med nogle spændende ting. Ellers kan det meget hurtigt blive en egoting. Det har vi alle, man kan næppe være skuespiller uden. Men hvis dit ego tager over og siger, jeg vil se mit navn sådan og sådan og sådan. Så er det kun en egoting. At lave et godt arbejde er i den sidste ende det vigtigste. 

Er der en særlig forskel på filmskuespil og teaterskuespil du kan komme ind på?

Søren:

Jamen, det er der faktisk. På teater må du have en teknik som fungerer på en anden måde. På et teater skal du gentage din rolle tre, fem, otte, ni gange om ugen. Ja, måske ni forestillinger om ugen. Du bliver nødt til at have en holdbar teknik, især hvis du spiller en eller anden stor følelsesmæssig rolle. Det kan ikke nytte noget, at du fuldstændig udmagrer dig selv, fordi så bliver du simpelthen sindssyg til sidst. Du bliver nødt til at have en teknik, hvor man holder, fordi man skal gentage det, så man snyder publikum – selvfølgelig, så det ser ægte ud. Men det er jo igen – a play. Så du skal bare spille det så godt, at det ser ægte ud. Men. Man skal virkelig passe på det der. Du kan ikke spille Medea – eller jeg må godt sige Macbeth, fordi vi ikke er på teater nu, for at nævne to dramatiske roller, man kan ikke spille sådanne nogle karakterer for pålydende og være det hver aften. Så en teknik bliver du nødt til have og bruge – fordi det bliver gentaget, gentaget, gentaget.

På film laver du en eller anden, forholdsvis kort, prøveperiode, det kommer an på instruktøren, måske fra to til tyve gange. Så kameraprøver, et par optagelser og så går du til næste scene. Så det er jo en helt anden proces, fordi du ikke skal gentage det igen og igen, uge efter uge. Det som så kan være svært, når du står foran et kamera, og hvis du er meget teaterskuespiller, det er at stole på, at du i virkeligheden ingenting skal gøre. At kameraet læser, og at kameraet er som en eller anden form for røntgen – det ser noget man ikke bare umiddelbart ser. Det er også noget, jeg arbejder med som skuespillerlærer. Vi har alle sammen en maske på, om jeg sidder nu med dig her alene, er til en reception eller jeg er ude sammen med nogle af mine bedste venner, eller jeg sidder hjemme alene. Vi har alle forskellige masker på, det skal vi også have. Men man kan også have så mange masker på, at man ikke kan se hvad der sker i ansigtet, i øjnene, i sjælen. Og de dér masker, det ‘læser’ kameraet, men de læser ikke nødvendigvis det du føler, det der foregår med din rolle, den figur du spiller. Det kan blokere, så der ikke kommer noget igennem til tilskueren. Så turde at lade de der masker falde og stole på, at det man har gjort i ens hjemmearbejde, er nok. Så foran kameraet, glem alt om teknik, og stol på hvad du lavede hjemmefra. Nogle gange er det nok bare at tænke replikken, om man så må sige. Men dine tanker. Det øjeblik det læser kameraet som ingenting, og dette kan du selvfølgelig ikke gøre, hvis du står og spiller på et teater med tusind pladser, og hvor du skal nå helt der op på bageste række. Det skal man huske som filmskuespiller. Og du kan altså ikke stå på en scene og bare tænke og tro det kommer ud ad øjnene, fordi det rækker altså ikke længere end de første par rækker.

Vi var engang i London på en studietur, og vi fik billetter til forestilling med en meget berømt filmskuespillerinde, som jeg altid har beundret enormt. Selvfølgelig skulle vi se det, når vi alligevel var i byen. Forestillingen går i gang, en dame træder ind og stort bifald. Ja, det var hende.  Men der skete intet på scenen, ingen dynamik, man kunne dårligt høre hendes replikker.  Man så bare en dame gå rundt på scenen i en hvid kjole. Men på film og kamera stråler hun igennem, og er helt fantastisk.  Det kan altså ske, hvis man ikke tænker og træner i forskellen på teaterskuespil og skuespil på film.

Hvordan forbereder du dig til en rolle?

Søren:
Det kommer meget an på, hvor meget baggrunds materiale jeg har. Der i Spanien på ‘30 Coins’ havde jeg kun manuskript og en instruktør, som gav mig en fornemmelse af at være på rette vej. I ‘Kalak’ var jeg så heldig at have bogen, artikler og kronikker fra personerne selv. Det var en guldgrube. Ellers, som Birgitte Price sagde en gang til en lecture på Teaterskolen. ’Du læser og læser manuskriptet indtil kødet ligesom falder fra benene, så du til sidst ser skelettet. Det er skelettet, du skal ind til. Så begynder du at komme kødet på igen, men med det du som skuespiller kan komme med. I Brasilien iscenesatte jeg en del teater. Som instruktør har jeg en vision. Men det er fjollet, og giver ingen mening ikke at lytte og bruger den kvalitet og det talent, som den enkelte skuespiller kommer med, men (i teater sammenhæng) beder jeg skuespillerne IKKE komme med deres roller allerede lært udenad. Vi har den luksus at skulle i gennem en længere prøve periode, og der ’forberede’ forestillingen sammen.