En overraskende rørende, retro og velspillet genfødsel af et ikonisk univers.

Masters of the Universe er endnu et bud på at bringe Mattels ikoniske legetøjsunivers til en filmsucces, og med denne live‑action‑udgave er det svært at forestille sig andet end, at filmen bliver en kæmpe succes. Den rammer en perfekt balance mellem nostalgi, humor og den slags retro vibe, der bare fungerer og binder hele universet sammen.

Allerede i introen får vi et virkelig godt indblik i historien, og det står hurtigt klart, at vi er på vej ind i en kamp, der har været under opbygning i mange år. Da filmen skifter til livet på Jorden, ændrer tonen sig markant – og det fungerer. Humoren er tør, sarkastisk og fuld af far‑jokes, der lander overraskende godt. Flere gange tog jeg mig selv i at grine højt over de situationer, Adam havner i, fordi de er spillet med en charme, der gør ham både menneskelig og let at holde af – også når man samtidig har lidt ondt af ham.

Undervejs bliver vi klogere på Eternias skæbne og den 15 år lange jagt på Kraftsværdet. Filmen drysser små detaljer ud, som gør universet levende og spændende. Vi ser blandt andet kassen med effekter i flyveren, som Teela har med fra sin far, Adams æske med gamle tegninger, som han har lavet siden han ankom til Jorden, og ikke mindst Skytenglen, der dukker op i mange former og tilfører en inderlig varme. Det er sådan nogle elementer, der giver filmen personlighed og gør den mere end bare endnu en stor franchiseproduktion.

Kernen i filmen er dog dens temaer: Hvad gør man, når ens familie bliver angrebet? Man beskytter den. Og hvad betyder venskaber, der blev knyttet i barndommen? I Masters of the Universe betyder de alt. Det er relationerne, der bærer historien, og det er her filmen finder sin styrke.

Et af filmens mest interessante lag ligger i forholdet mellem Teela og hendes adoptivfar Duncan/Man‑At‑Arms. Idris Elba spiller ham som en lettere alkoholisk, slidt kriger, der engang var den, der lærte alle børnene at kæmpe – men som efter et stort nederlag har mistet sig selv. Han har ikke været den farfigur, Teela havde brug for, og filmen lægger ikke skjul på den smerte, der ligger imellem dem. Det giver deres scener en uventet sårbarhed, og Elba formår at balancere både skyld, stolthed og kærlighed på en måde, der gør deres relation til en af filmens mest rørende.

Soundtracket er et af filmens helt store plusser. Kombinationen af klassikere og et musisk underlag, der bygger op til kampsekvenserne, giver filmen en fed energi. Det er retro på den helt rigtige måde – ikke kitsch, men en hyldest til det univers, den kommer fra, samtidig med at den føles moderne og velproduceret.

Castet er virkelig godt sammensat. Nicholas Galitzine og Camila Mendes fungerer stærkt som Adam og Teela, og Idris Elba giver Duncan/Man‑At‑Arms en tyngde, der klæder rollen. Skytenglen er et af filmens mest charmerende indslag, og generelt føles ensemblet både velvalgt og velspillende.

Masters of the Universe er en film, der tør være både storladen, sjov og oprigtigt rørende. Den er retro på den fede måde, den har hjertet på rette sted, og den leverer et univers, man næsten ikke kan vente med at vende tilbage til.

Jeg havde ikke forventet, at den ville ramme mig så meget — men det gjorde den.

Filmen får seks stjerner.