Menu Luk

Klovn 9 – Senfølger

Den nye sæson består af otte afsnit og har fået overskriften ‘Senfølger’. Det betyder ikke, at det er en sæson fuld af corona, men refererer mere til, at Franks liv er en lang række af senfølger – konsekvenser af hans handlinger.

Sidste sommer havde sæson 8 premiere på TV 2 PLAY, og tallene viser, at danskerne absolut ikke er færdige med Danmarks bedste komedieserie.

Det gennemsnitlige seertal på TV 2 PLAY pr. afsnit var det næsthøjeste (på sæsonniveau) på streamingtjenesten – kun overgået af ‘Badehotellet’ sæson 9 i 2022.

Og selvom de to herrer, Casper og Frank, selv er kommet op i årene og kan mærke alderen trykke, kan de altså stadig lave komedieserier, som også de unge vil se. Over 25 procent af de abonnementer, der blev aktiveret af ‘Klovn’ 8 (inden for den første måned), tilhører aldersgruppen 21-30 år.

– Det har faktisk overrasket – og ikke mindst glædet os – at der er et stort, ungt publikum. Jeg tror, det er fordi, vi fortæller historier om at tabe ansigt, men samtidig siger: Det skal nok gå det hele, siger Frank Hvam.

TV 2 executive producer Pernille Bech Christensen siger:

– ‘Klovn’ er nok det tætteste, vi kommer på en dansk udgave af den amerikanske komedieserie ‘Venner’. Man kan altid se et afsnit mere af ‘Klovn’ og få endnu et grin, for serien har ikke nogen udløbsdato. Og man kan grine af det alene eller sammen med familien, for der er noget sjovt for alle aldre. Derfor er det også skønt at kunne tilbyde danskerne endnu en sæson på TV 2 PLAY.

Læs også:  Vi har set – Klovn, Sæson 9, Episode 7

– Det er en god sæson. Det har været en næsten barnlig glæde at lave de to seneste sæsoner. Måske er det de to bedste sæsoner nogensinde. Det siger vi hver gang, men denne gang mener vi det, siger Casper Christensen og Frank Hvam og griner.

Den nye sæson, som er nummer ni i rækken og tæller otte afsnit, har fået overskriften ‘Senfølger’, og der er premiere på TV 2 PLAY 17. juli.

Titlen betyder ikke, at det er en coronasæson, men refererer mere til det faktum, at Franks liv er én lang perlerække af senfølger – konsekvenser af hans handlinger.

Kvinderne fylder mere

Normalt foregår ‘Klovn’ mest på Frederiksberg, men denne gang er Frank og Casper også på eventyr ude i landet. De er blandt andet til folkemøde på Bornholm, i Hornbæk og i Lejre, og det er også en sæson, hvor kvinderne fylder mere.

– Det har givet et kæmpe løft til serien, at Neel Feldstedt skrev to af afsnittene i sidste sæson og også har skrevet to i den nye. Det har givet helt vildt meget. Og så har Mia udviklet sig til en stærkere kvinde, et kvalificeret modspil til Frank. Hun er den stærke kvinderolle, som er i tidsånden. Fnug (Caspers kæreste i serien, red.) er en kvindetype, vi ikke ville have valgt for ti år siden, men det fungerer bare godt. Casper har brug for Fnug der, hvor han er i livet nu, siger Casper Christensen.

De unge ser med

– Vi kan se på seertal fra sæson 8, at mange unge ser med, og det har faktisk overrasket os – og ikke mindst glædet os, at der er et stort, ungt publikum. Jeg tror, det er fordi, vi fortæller historier om at tabe ansigt, men samtidig siger: Det skal nok gå det hele, siger Frank Hvam.

Læs også:  Vi har set – Klovn, Sæson 9, Episode 8

   – Nu, hvor I selv er blevet ældre, er problemerne så blevet større eller mindre?

– Altså som ung kunne man jo gå amok over en aflyst ferie, men som gammel ved man, der venter en meget større aflysning på et tidspunkt, så det er nok mere eksistentielle ting, vi tænker over nu. Og så det fysiske forfald, siger Casper Christensen.

   – Hvordan kan I mærke på hinanden, at I er blevet ældre?

– Vi er jo begge blevet ældre fysisk, og så er Casper blevet troende. Han har nu altid været søgende. Da han instruerede sæson 8, var han næsten som den unge Casper: en stor leder, inspirator, glad. Han er den samme, bare ældre, svarer Frank på spørgsmålet.

Til gengæld mener Casper ikke, at Frank overhovedet har forandret sig:

– Han er den samme, som han har været i de 17 år, vi har siddet over for hinanden. Han er stadig den upolerede diamant, jeg fandt for mange år siden. Men han kan ikke høre. Jeg tænker, at hvis vi laver en sæson 10, så skal han have høreapparat på.

   – Kommer der en sæson 10?

– Vi udelukker intet. Vi er klar. Men lige nu har vi andre spændende planer for de næste par år, slutter makkerparret.

Der er premiere på ‘Klovn’ sæson 9 – Senfølger – på TV 2 PLAY søndag 17. juli.