Vi lever i en tid, hvor Disney synes at have en finger med i størstedelen af den underholdning, der ruller over vores skærme – Superheltefilm fra Marvel, Star Wars-film og ikke mindst live-action genindspilninger af Disneys egne klassikere, er eksempler på dette. Rygterne går nu på, at næste film i sidstnævnte katagori bliver Herkules. Disneyklassikeren fra 1997 står således til at få en genindspilning i 2024.
I am mother er et spændende bud på en film i Sci-fi genren. Hvis man kan lide Terminator og serier som Black Mirror, vil denne film helt klart falde i ens smag.
Selve filmen handler om, at der ikke er nogle mennesker tilbage på jorden og robotten kaldet “Moder”. Hun befinder sig i et center, med en masse små fostre til at genskabe menneskeheden på ny. Hun starter med en skabe en lille pige kaldet “Datter”. Vi følger Datter vokse op sammen med Moder, og bliver mere og mere nysgerrig på verden udenfor centerets fire vægge. Især da Hilary Swank pludselig dukker op og Datter indser, at alt ikke er som Moder har fortalt hende.
Mine forventninger til denne X-men var ikke de højeste, da jeg var alt andet begejstret for Apocalypse. Men det endte med, at blive en rigtig god oplevelse.
Filmen handler kort sagt om Jean Grey, der får endnu stærkere kræfter, efter en solstorm rammer hende i rummet. Hun har svært ved at styre disse kræfter, hvilket for store konsekvenser for de resterende X-men.
Denne film har fulgt mig i mange år og står på min dvd hylde i 4K version. Der er ikke mange som kender filmen, andet end os filmnørder, selvom filmen vandt et hav af awards og er gudfar til mange film og tv-serier senere hen, også af nyere dato.
Rim of the World er kort fortalt en historie om 4 børn, der skal redde verden for en ruminvasion og om sammenhold mellem 4 outsidere.
Originale film til Netflix kan, med et glimt øjet, beskrives som vores tids svar på ”straight-to-video” film – på godt og ondt. Få gode, enkelte middelmådige, men i særdeleshed mange dårlige film. Især i gysergenren er sidstnævnte katagori repræsenteret i stor stil; Open House, Bird Box og ikke mindst den decideret utålelige, The Silence – bare for at nævne få.
Navnet S. Craig Zahler vækker formentlig ikke genklang hos det bredde filmpublikum – og det er der ikke noget at sige til. Manden er ganske enkelt kriminelt overset i Danmark. I 2015 fik han sin instruktørdebut med den mararidtsagtige western/gyser, Bone Tomahawk.
I 2014 udkom den første film om John Wick – en pensioneret lejemorder, som tvinges ud af sit otium efter at være blevet berøvet af en tidligere kollegas søn og hans venner. Foruden at blive frarøvet sin Ford Mustang, skete det værste der kan ske på film – hans ualmindeligt bedårende hundehvalp blev slået ihjel og det endte med at blive startskuddet til et blodigt hævntogt. John Wick var måske ikke en ekstremt original historie, men var til gengæld utroligt vellykket i forhold til sine actionscener, sine praktiske effekter og ikke mindst glimt af den verden af lejemordere, som hovedpersonen (ikke helt) var kommet ud af.
Inden jeg skulle ind og se denne film havde jeg høje forventninger, da jeg har været en rigtig stor pokemon fan som lille.
Filmen handler om drengen Tim der ingen pokemon har, men møder sin fars gamle makker, pokemonen Pikachu og de prøver sammen at finde frem til omstændighederne omkring farens død. Dette foregår i byen Ryme City hvor pokemon og mennesker lever sammen side om side. Herefter kommer de 2 ud på noget af et eventyr.