For at komme i gang med denne anmeldelse af ‘Avatar: The Way of Water’ er det passende med et resume af den første Avatar film fra 2009…
Brontë-søstrene har skrevet sig ind i den engelske litteraturhistorie. De er stadig skattede, velansete og læste forfatterinder.
Den engelske professor C. S. Lewis er forfatteren bag Narnia-serien. Bøgernes store læserskare og popularitet kommer man ikke uden om.
Det sidste århundrede havde to meget skelsættende begivenheder. Ikke overraskende er det de to verdenskrige. Det får mange forfattere og filmmagere i gang med et projekt.
Nogle gange bliver man positivt overrasket over en film eller serie. ‘Wednesday’ overraskede mig positivt.
Jeg kunne lide historien, protagonisten fangede mig, og det var underholdende.
Ingen ved, hvad en aften med fin middag på en dyr restaurant hos en kok med Michelin og rockstjernestatus kan bringe af retter og drikkelse på bordet. Mad, slash og horror på samme tallerken. Det er i hvert fald, hvad du får serveret i filmen ‘The Menu’.
‘Ferskenlunden’ ser jeg indeholde to bemærkelsesværdige dele. Den ene handler om en families oplevelse af, hvordan der godt og grundig bliver rystet i grundvolden af deres livseksistens.
Riget I og II var noget nyt, anderledes og fascinerende efter de fattige firseres halvfemsere, hvor verden oplever en afslutning (siger man) på den Kolde Krig, og teknologien i sit udviklingsforløb tager voldsom fart og kvanteskridt videre.
I disse tider kan historien og sandheden om en historisk personlighed eller hændelse få filmmagere til kameraet og filmmanuskriptforfattere til skrivebordet.
Denne anmeldelse kommer kun til at forholde sig til den nyeste filmatisering af ‘Mrs. Harris goes to Paris’ og hvordan den fremstår.