Spielberg har skabt en virkelighedsnær science fiction‑thriller, der aldrig tipper over i det surrealistiske. Tværtimod føles den foruroligende plausibel. Det er en film om sandhed, kontrol og de historier, vi bliver fodret med – og dem, vi ikke får lov at høre. Der bliver antydet en 79 år lang skræmmekampagne. Måske er det en kommentar til hans egen alder. Måske er det bare Spielberg, der blinker til os.
Masters of the Universe er endnu et bud på at bringe Mattels ikoniske legetøjsunivers til en filmsucces, og med denne live‑action‑udgave er det svært at forestille sig andet end, at filmen bliver en kæmpe succes. Den rammer en perfekt balance mellem nostalgi, humor og den slags retro vibe, der bare fungerer og binder hele universet sammen.
Pigen uden navn er et drama om identitetens pris og om længslen efter at høre til – et portræt af en kvinde, der må konfrontere det liv, hun forlod, for at finde ud af, hvem hun egentlig er.
En underholdende, men lidt for sikker overlevelsesfilm, der holder dig fanget undervejs, men ikke overrasker, når det virkelig gælder.
Scorsese tilhører, i sammenligning med vennerne George Lucas og Steven Spielberg, mere art-house og de mere smalle film fremfor ren popcorn-underholdning, hvilket han dog senere kan argumenteres at have bevæget sig mere i retning imod. Taxi Driver blev filmen, som satte Scorsese på Hollywoods stjernehimmel.
Eleanors sandhed er en film om bedrag, ja — men endnu mere om det desperate behov for at blive set. Om venskab på tværs af generationer. Om sorgens efterdønninger. Og om en kvinde, der i en alder af 94 stadig forsøger at finde ud af, hvem hun er.
Filmen skifter elegant mellem Eriks ydre virkelighed og det indre univers, hvor kroppens celler kæmper en intens kamp for at holde de onde celler inde i den syge svulst. Her møder vi Kaja – en nysgerrig, modig og lidt anderledes celle, der ikke kan dele sig som de andre. Hendes rejse gennem kroppen er både eventyrlig og følelsesmæssigt stærk, og sammen med General Abel bliver hun en central brik i kampen for at redde Erik.
Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to er en flot, velspillet og gennemarbejdet fortsættelse, der måske ikke er helt så uhyggelig som sin forgænger, men til gengæld leverer en mere moden, finmasket og tematisk skarp krimifortælling – endnu et stærkt bevis på, hvorfor Nordic Noir stadig står som en af de mest markante genrer i Norden.
“Hit Me Hard and Soft” er sigende for den gennemslagskraft, Billie Eilish har opbygget — ikke ved held, men ved en kompromisløshed, der kun bliver tydeligere, jo tættere vi kommer på hende. Og når ambitionen er at gøre noget større, vildere og mere nærværende end nogen koncertfilm før, hvem er så bedre at alliere sig med end James Cameron.
The Devil Wears Prada 2 er en efterfølger, der tør være både nostalgisk og ny. Den minder os om, hvorfor vi forelskede os i universet – og hvorfor vi stadig har brug for historier om ambition, relationer og modet til at vælge sin egen vej.