Der er noget over fællesskabet i et kor. Det være sig i et almindeligt blandet kor – i et rent kvindekor eller mandskor. Sjovt nok, er der mig bekendt kun lavet film eller dokumentar om mandskor. Jeg tænker på den norske dokumentar om mandskoret fra Berlevåg i filmen Heftig og begejstret fra 2001, og nu i år har den engelske Fisherman´s Friends haft premiere, og nu også den norske film Mandskoret. Er der andre film, har jeg ganske enkelt ikke fået dem set.
c Denne gang virker det til at blive en mørkere og dunkel udgave, når søstrene sammen med Kristoff, Olaf og Sven drager mod nord for at finde ud af hvor Elsa’s kuldekræfter kommer fra, og for at redde deres kongerige Arendelle.
Sidste års krimibestseller Kastanjemanden af Søren Sveistrup bliver nu til en Original Netflix serie.
Vi kender bla. Søren Sveistrup som manuskriptforfatter til Forbrydelsen som tidligere har lagt landet øde Søndag efter Søndag igennem tre sæsoner. Da Kastanjemanden blev udgivet havde den lidt samme effekt, – den lå højt på hitlisterne både som lydbog, e-bog og paperback i mange uger og måneder. Søren vinder Det Danske Kriminalakademi’s Debutantpris for bogen her i 2019.
Det at synge er noget, man gør i sin fritid med vennerne – eller blot for morskabens og hyggens skyld nede på den lokale pub. Sådan er det i hvert fald for mange. Når det så lyder af noget, og andre kan høre og oplever en værdi i det der bliver sunget, ja, så bliver det til noget mere og særligt. Denne ægte, naturlige og ikke prangende måde at synge på er på alle måder efterhånden en opmuntrende musikalsk oplevelse. Det synes jeg, filmen formåede at formidle en historie om. Filmen havde også mange andre lag og kommentarer. Alle skal ikke nævnes her.
Man tager ikke munden for fuld, hvis man kalder Once upon a time.. in Hollywood for årets ubetinget mest ventede film – et prædikat, den lever op til. Det er dog ingenlunde business as usaul for mesterinstruktøren Quentin Tarantino. Man skal se langt efter mange af hans karakteristiske træk, som lange dialoger, rå vold og delvist komplicerede plotlinjer, der kører indover hinanden. Man skal nærmere se filmen som en ode til det klassiske Hollywood, hvor vi følger de tre hovedpersoners gang på sættet og rundt omkring i Hollywood.
‘Scary Stories to Tell in the Dark’ er navnet på en serie af gysernoveller, hvor af den første udkom i 1981. De var skrevet af Alvin Schwartz og var desuden genkendelige på grund af deres yderst karakteristiske og dystre illustrationer af Stephen Gammell.
Fra 2 år siden poppede en lille komedieserie ved navn GLOW op på Netflix, hvilket viste sig at være et frisk pust til en genre, der ofte synes fantasiforladt og gennemsyret af vanetænkning. Ikke specielt overraskende, når man ser på, hvem der står bag serien, producerne Carly Mensch og Liz Flahive, der blandt andet har serierne Weeds, Orange Is The New Black og Homeland på cv’et.
På den lange gåtur hjem fra biografen var jeg meget ambivalent. Jeg tænkte over filmen, og hvad jeg kunne komme med af fornuftige ord om den. På den ene side var der ting, jeg godt kunne lide ved filmen. På den anden side gik jeg med fornemmelsen af ting, der ikke fungerede. Jeg stillede mig selv spørgsmålet; hvad handler denne film om? Om at man har godt af at røre sig – fælleskab på sine gamle dage – kan unge og gamle gøre det samme blot i to forskellige tempi? Det var sikkert flere ting, jeg tænkte over. Men lad det være ved de nævnte.
Den altoverskyggende sexskandale mellem daværende Præsident Bill Clinton og den unge praktikant Monica Lewinsky, bliver nu til tredje sæson af American Crime Story – I første sæson oplevede vi O.J. Simpsons sagen.
Netflix filmen er baseret på de virkelige hændelser der foregik i Etiopien og Sudan i de sene 70’ere og tidlige 80’ere.