Denne serie bygger på originalen fra 1982 af Jim Henson og Frank Oz. Denne anmeldelse og oplevelse af serien er kun baseret på udgave fra 2019 set på Netflix. Så dem der har noget at sammenligne med, de er velkommen til det. Jeg kan kun forholde mig til udgaven på 10 afsnit, som jeg har set, og hvordan den for mig synes at fremstå.
Der findes mange road-trip film. De er alle forskellige. Filmmagerne har deres særlige historie at fortælle. Så hver fim sin berettigelse. Der er altid et formål for den enkelte, hvorfor de vil ud på en sådan tur. Personen eller gruppen af personer der kører ud og af sted på vejene skal nå frem til noget. Noget for dem, der er vigtigt. Camper 303 er ikke anderledes på den måde. En ting er sikkert – mennesker mødes – mennesker ser – mærker efter – finder ud af ting – erkender og oplever.
Hvilken fornøjelse, at man i København afholder Norsk-Svenske Filmdage! Det er en glimrende måde at få aktuelle skandinaviske film med sig på. Der er en fin måde at se film på, der ikke nødvendigvis er mainstream og fra Hollywood.
Mike Banning er, som jeg husker det, denne Mr. Macho Hårdt Slående Tough Guy Secret Service agent i filmene Olympus has fallen og London has fallen. I Angel has fallen, som er den tredje film i rækken, sker der også noget andet.
Der er noget over fællesskabet i et kor. Det være sig i et almindeligt blandet kor – i et rent kvindekor eller mandskor. Sjovt nok, er der mig bekendt kun lavet film eller dokumentar om mandskor. Jeg tænker på den norske dokumentar om mandskoret fra Berlevåg i filmen Heftig og begejstret fra 2001, og nu i år har den engelske Fisherman´s Friends haft premiere, og nu også den norske film Mandskoret. Er der andre film, har jeg ganske enkelt ikke fået dem set.
Det at synge er noget, man gør i sin fritid med vennerne – eller blot for morskabens og hyggens skyld nede på den lokale pub. Sådan er det i hvert fald for mange. Når det så lyder af noget, og andre kan høre og oplever en værdi i det der bliver sunget, ja, så bliver det til noget mere og særligt. Denne ægte, naturlige og ikke prangende måde at synge på er på alle måder efterhånden en opmuntrende musikalsk oplevelse. Det synes jeg, filmen formåede at formidle en historie om. Filmen havde også mange andre lag og kommentarer. Alle skal ikke nævnes her.
På den lange gåtur hjem fra biografen var jeg meget ambivalent. Jeg tænkte over filmen, og hvad jeg kunne komme med af fornuftige ord om den. På den ene side var der ting, jeg godt kunne lide ved filmen. På den anden side gik jeg med fornemmelsen af ting, der ikke fungerede. Jeg stillede mig selv spørgsmålet; hvad handler denne film om? Om at man har godt af at røre sig – fælleskab på sine gamle dage – kan unge og gamle gøre det samme blot i to forskellige tempi? Det var sikkert flere ting, jeg tænkte over. Men lad det være ved de nævnte.
Frasen Elvis has left the building bliver betydningsfuld. Hvordan, det kan man se i den sidste scene.
Det er en fryd, når man sætter sig til rette i biografstolen og filmen starter.
Musikken og stemningen er på en måde magisk, og indtager og optager al ens opmærksomhed.
Tre veninder beklager sig over, at de ikke har hørt fra deres respektive sønner på en behørig måde til dette års Mors Dag. Efter megen palaver og stærke drikke tager de afsted til New York for at besøge dem. Ubudne vil de ringe på døren og overraske. Netop overrasket bliver sønnerne da også mere eller mindre på den gode måde. Nu begynder den sande relation mellem sønner og mødre at se dagens lys. Dette giver anledning til uheldig og dårlig opførsel både fra mødre og sønners side.